Ernst Poulsen’s Weblog

Entries from marts 2008

Jeg troede nyheds-chat blev lagt i graven i 1999

fredag, marts 28, 2008 · 1 Comment

Jeg har lige lært, at min opsparede, gode, gamle viden om netmedier ikke længere er god gammel viden. Kun gammel viden.

Jeg var ret sikker på, at chat ikke var noget, der kunne bruges hos nyhedsmedier.

Jeg håber mine tidligere kollegaer på jp.dk tilgiver mig for at røbe lidt 9 år gammel - og idag ret uskadelig - insiderviden. Helt specifikt var det (vistnok) op til Europavalget 1999, hvor avisen tilbød læserne at være med på en chat, hvor de kunne stille spørgsmål til politikerne. Den chat-session blev der reklameret en del for i papiravisens spalter med store egen-annoncer. På selve den pinefulde aften var der vist logget 27 ind. Inklusive moderatoren, en spørgelysten, men fuld mand, et par paneldeltagere - og et par nysgerrige JP-ansatte.

Mine tidligere kollegaer hos Københavns Amt kan tilgive mig eller lade være. Amtet er som bekendt nedlagt. ;-) Men, op til strukturreformen ville amtspolitikerne gerne stille sig til rådighed for en debat med offentligheden. (Vistnok i efteråret 2005). Desværre bestemte de sig også for, at formen skulle være “chat på nettet”. Det kostede amtet en hel del annoncekroner og en masse topchefer på arbejde ud på aftenen - alt sammen for at svare på vistnok 8 (o t t e) spørgsmål. Konklusion: God ide - forkert værktøj.

Det er ikke fordi chat generelt ikke kan bruges. Men, jeg havde efterhånden tænkt det ned i en box af værktøjer, der egner sig til diskussion mellem nogle få gode venner.

Men, så smækkede en af mine dr.dk-kollegaer en X-factor-chat på forsiden af dr.dk. Og bagefter en chat med Steffen Gram, der skulle svare på spørgsmål om primærvalg i USA. Og til sidst en virkelig hardcore P1-debat om Kosovo med DR-korrespondenten Thomas Ubbesen.

Der kom 3000 spørgsmål til X-factor, 300 spørgsmål til primærvalg og 100 til Kosovo-debatten. Og langt de fleste ret seriøse. Som biprodukt gav det et par hurtige artikler med de bedste spørgsmål og svar. (Se eksempel fra Kosovo-chatten)

Det skal siges, at der var sørget for gode henvisninger fra TV og dr.dk-forsiden. Og vi er heldigvis ude over de chat-generationer, hvor man enten skulle installere software eller igennem en større login-procedure.

Men, primærvalg i USA og Kosovo er altså ret snævre emner. Så jeg er positivt overrasket over mængden af aktive brugere og kvaliteten af diskussionen.

Jeg synes ikke, at det er et værktøj, der skal bruges dagligt. Men, det er åbenbart nu muligt at gøre de ting, som jeg i 1999 og i 2005 afskrev som ”god ide - forkert værktøj”.

Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvilke andre dele af min “gode, gamle viden” der er “rusten, gammel viden?”

Categories: Uncategorized
Mærket:

Lige ved og næsten for DR Update

fredag, marts 28, 2008 · 1 Comment

I efteråret var DR Update nomineret til Prix Europa, men måtte nøjes med æren af at være med i slutrunden.

I går var DR Update så endnu engang med på en short-list. Denne gang var det Telenor’s Digital Winner Prize 2008, hvor der vistnok var en kvart million på højkant. Desværre blev det ved top-3 placeringen.

Men, det går fremad, for der er altså noget i den formel med hurtige, korte nyheder, som passer godt til mange platforme og mange brugssituationer. Det begyndte som ideen om en web-kanal. Så blev det også til en Broadcast-kanal (hos Canal Digital). Det blev derefter også til indslag i S-tog. Det blev til en Digital-kanal, der kan modtages af alle med en digital antenne. Og senest er det blev DR’s version af TV-Avisen kl. 12 og 15. Alt sammen med samme bemanding, blot stykket forskelligt sammen.

Så til de journalister, der stadig tror, at en karriere kun kan gå gennem gamle medier: Vågn nu op.

                                                      —o00—

Egentlig var det min ambition, da jeg startede på denne blog, ikke af have for megen DR-selvros. Men, af og til sidder jeg med en lille ting, hvor nogle kollegaer har lavet noget, der sætter en ny standard eller en lille milepæl. Det bliver måske ikke til en pressemeddelelse, men … de fortjener et klap på skulderen. Og det kan de så få her.

Jeg håber, at jeg får skåret det ned til de historier, hvor der også er et “større” web-budskab mellem linierne. Ellers må I brokke jer i kommentar-feltet.

Categories: Uncategorized
Mærket: , , ,

Fredag bliver Store Matador-dag på Bonanza-sitet

torsdag, marts 13, 2008 · 4 Comments

Det er lige før dagen skulle døbes “M-dag”. M - for Matador.

Og, hvis du er i tvivl, så er det fredag den 15. marts, at Matador bliver lagt på www.dr.dk/bonanza, og kan ses gratis af alle.

Spørgsmålet er, om det ikke er TV-SERIEN over alle andre danske tv-serier, der her kommer ud til folket som en første del af digitaliseringen af DRs arkiver. Matador med grisehandlerens hund, med Maude, med Røde, med… ja, vi har vel alle vore egne ting vi husker fra den serie.

I samme omgang kommer dele af “Huset på Christianshavn”, “Rejseholdet” og ”En by i provinsen” på Bonanza-sitet. (Hvis man nu allerede har se Matador på DVD et par gange). 

I min husholdning er der dog en hel anden sektion, der trækker: “Kaj og Andrea”. Det skyldes hovedsageligt den snart tre-årige Nora Marie, der har fået ændret i listen over favorit-brands. Det er ikke længere Oline, der er vigtigere end aftensmaden. Nu er det ”Bonanza børnefilm” hun vil se.

Hvis Faaar ellers kan få adgang til Computeren tror jeg, at jeg vil se “Flid, fedt og snyd” eller “Gotha”. Eller de syv udsendelser med Gasolin. Eller Sony Souffle Chok Show. Eller…

(Tak til redaktør-kollega Thomas Klinkby, der bestyrer Bonanza-sitet).

Categories: Uncategorized
Mærket: , ,