For tiden arbejder Dyremoses Mediestøtteudvalg på at finde ud af, hvordan fremtidens mediestøtte skal se ud efterhånden som mere og mere journalistik flytter ud på nettet. 15 år efter nettets gennembrud er det som bekendt stadig kun journalistik på papir, der modtager støtte.
Når mediestøtten skal fordeles er det selvfølgelig væsentlig at fokusere på, hvilke typer indhold vi ønsker, og hvilke typer af indhold, der har haft svært ved at opretholde et højt niveau og tiltrække publikum og annoncekroner efter skiftet til de nye medieplatforme (web, mobil, ipad, mv).
Et af de gode svar på den stribe spørgsmål kunne være: Bedre lokaljournalistik.
Færre lokale stemmer
Forleden dag meddelte Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad, at de fusionerer. Dermed er der en stemme mindre i det nordvest-sjællandske. For en måned siden var det Kerteminde Avis der måtte opgive af udkomme på papir. Trenden er rimelig klar inden for lokaljournalistik; fusioner og fyringer.
Jeg har selv cyklet og trådt en pæn del af mine journalistiske grundtrin i Aabenraa hos JydskeVestkysten, og husker hvilken mental fest det var, når man endelig var til et pressemøde, hvor der dukkede en konkurrent fra DR Syd eller Der Nordschleswiger op. Så blev tastaturet spidset. Man skulle nødigt risikere, at konkurrenten havde en bedre vinkel, bedre spørgsmål eller havde fået detaljer med, som man selv havde overset. Det var sundt for alle parter – og godt for læserne.
Der bliver ofte gjort grin med lokal-journalistikken, især når meget små historier får lov til at få mange spaltemillimeter. Men der var noget rigtigt i redaktørens grundholdning: Hvis læserne ikke kan komme til orde hos os, kan de ikke komme til orde overhovedet.
Store investeringer, små indtæger
Dertil kommer, at det koster millioner at stable et godt webprodukt på benene. Et godt publiceringssystem, som kan klare en høj belastning er ikke billigt. Hver server løber typisk op i et seks-cifret beløb i årlig drift, og man kan ikke klare sig med en enkelt.
Hver gang fortælle-værktøjerne skal forbedres, skal der investeres. En redaktør på en af de mindre aviser røbede, at der nemt går en million om året til digital udvikling. Det er rigtigt mange penge, når man ser på det samlede budget for en lokal avis.
For et par år siden udtalte den forrige statsminister til Journalisten.dk, at netmedier jo ikke behøver støtte, fordi de “nyder godt af gratis distribution.” Han har ikke set regningen på serverdrift, cms-licenser og udviklingsprojekter. Han har åbenbart glemt, at indholdet også skal ud på mobil, ipad, og offentlige skærme – for ikke at tale om sociale medier.
Dertil kommer, at fladen skal passes rent redaktionelt. Kunderne forventer løbende opdateringer på netmedier, og det kræver nu en gang, at man har et hold af journalister, der producerer historier hen over dagen. Helst historier som er anderledes end dem avisen lancerer dagen efter. Igen en million-udgift.
Hovedkonkurrenten hedder Google. Søger man på f.eks. “cykel”, vil Google blandt de ti første resultater Google give dig et overblik over lokale cykelhandlere, og de betaler en langt lavere pris og når helt sikkert en kunde, der netop er på udkig efter to nye hjul.
De automatiske lokalaviser
De forsøger at samle feeds med kommunens pressemeddelelser, politiets døgnrapport, sportsklubbens resultatliste og dødsfald – som blandes med pressemeddelelser fra lokale firmaer, organisationer. Resultatet er en flade, der indeholder meget af det servicestof, som en rigtig avis indeholder.
Grundlæggende er der noget sundt i at automatisere den del af journalistikken, som ligger tættest ved det simple referat. Derfor tror jeg, at de automatiske feeds bliver en del af fremtidens lokalavis.
Men hidtil har de automatiske aviser haft mest tilfælles med ugeaviserne. Den skarpe redaktionelle linie og løbende prioritering som giver fornemmelsen af liv på sitet, mangler desværre stadig, og derfor har de endnu ikke slået igennem.
Den billige enmands-hær
Inden for de sidste par år, er der dukket en stribe lokale “anden-stemmer”. I tilfældet med Bjarne Hansen så har han en fortid på de lokale medier. Det samme gælder Frede Jakobsen, der nu i et år har drevet Svendborg Netavis.
I Svendborg er den redaktionelle formel helt anderledes. Der er ikke fokus på hurtige nyheder, men på at levere 1-2 gennemarbejdede artikeler pr. dag. Det har givet en ret pæn læserskare, og har også resulteret i flere historier, som de øvrige lokale medier har måtte citere. Et klokkeklart eksempel på en netavis, der leverer en lokal anden-stemme. Desværre halter økonomien i denne model.
Kigger man rundt, så er der opstået en lille stribe af slagsen inden for de sidste par år, f.eks. Kanalfrederikshavn.dk, Kjertemindeavis.dk, Sydfynsavisen.dk samt Byen.nu, der er netavis for Randers og omegn.
Støtte – for at hæve niveauet
Hovedparten af dem har et godt stykke igen, før de kommer på niveau med dagbladene. Det kræver meget at levere kritisk journalistik, hente annoncer hjem og udvikle teknikken og de journalistiske fortælle-værktøjer. Ingen af dem har taget seriøse livtag med service-journalistik, indhold til nye platforme og sociale medier. Opgaverne hober sig op.
Det er også her, at man kan udnytte en af nettets andre store fordele – letheden ved interaktivitet. Dialog og deltagelse er langt lettere på netmedier, og det er netop det, som er vigtig i lokaljournalistik og for det lokale demokrati. Det er her folk taler pænt til hinanden.
Tid til konkurrence
Det kunne være spændende med et medieforlig, der gav os det konkurrerende, interaktive, lokale mediedemokrati tilbage – på nye platforme.
Læs mere og tilmeld dig hos Styrelsen for Bibliotek og Medier.









