Tour de France er lige så ædel en sport som American Wrestling

Opdatering: Dette blogindlæg blev skrevet for tre måneder siden, da debatten sidst rasede. Med Lance Armstrongs endelige tilståelse er det atter værd at overveje om mediehusene ikke burde tage konsekvensen. At droppe cykelsporten.

I dag har medierne tordnet løs: Cykelsporten er presset og skal genopfinde sig selv efter Lance Armstrong-skandalen.

Jeg mener, at det er medierne der er presset, og skal genopfinde sig selv.

Grundpræmisset i sport er, at man konkurrerer på lige vilkår. Ketcherne skal have samme mål. Banehalvdelene skal være lige store på begge sider af midterlinjen, og dommeren skal være upartisk. Og så er doping selvfølgelig forbudt – fordi det er farligt, usundt, og kun vil handle om, hvem der tør presse kroppen nærmest en fatal grænse.

Hele vores sportshistorie handler om, at sport er sundt og at der er tale om en ædel kappestrid. Og selvfølgelig presser professionel sport grænserne, når der forhandles tv-rettigheder for milliarder. Men præmissen er uændret. Når Madsen spiller i serie 6, så spiller han grundlæggende det samme fascinerende spil – på en bane der har samme størrelse som den Messi bruger.

Men efter Armstrongs 7 sejre er fjernet, er der stort ikke Tour de France-vindere tilbage, som ikke har indrømmet doping. Ikke i nyere tid. Vi har i flere runder troet på, at nu ville sporten rense sig selv. Yeah – right. Det endte så med mere doping.

Sport der ikke reelt er sport – er blot underholdning. Show. En slags American wrestling, hvor sandheden ikke er sandheden, og hvor det drama og den ædelmodige dyst vi ser på styrke, udholdenhed og taktik – blot er svindel og spil for galleriet.

Sport er også underholdning. Men, det er underholdning med en grundpræmis som sundhed og lighed, som cykelsportens deltagere enten ikke forstår, eller er villige til at kaste overbord til fordel for den økonomiske gulerod der vifter forude, når pengepræmierne fra reklameindtægterne skal fordeles.

Og det er dér, hvor vi som redaktører bliver moralsk medansvarlige. Hvis vi uændret dækker en sport som om den var ren, selv om vi 10 år i træk har set, at deltagerne spiller lotto med deres helbred, og indirekte er med til at opdrage nye generationer til en korrupt form for sports-opfattelse. Sportens mega-stjerner har en betydning som rollemodeller, og redaktørerne har en rolle som formidlere af sporten.

Hvad er show og hvad er sport. Hvad er farlig doping-kapløb og hvad er et sundt forbillede. Dramaet bliver ikke dårligere blot fordi rytterne kører 5 km. langsommere. Vi andre ved, at vi alligevel ikke kan følge med, og vil stadig se spændingen, styrken, taktikken.

Jeg synes det er på tide, at sportsredaktionerne skulle tage konsekvensen. Lad nogle andre købe rettighederne. Reducer dækningen til en note om hvem, der har vundet “showet” i år. Jeg ved ikke om sporten kan genopfinde sig selv, men i det mindste behøver sportsredaktionerne ikke fortsat gøre sig til partnere på et usportsligt, uetisk og sundhedsskadeligt show.

Tour de France vil selvfølgelig fortsætte, og nogle seere vil selvfølgelig fortsætte med at se det på små satellit-kanaler. Fred være med det. Jeg taler ikke for at stoppe showet – blot om at ignorere det.

Den første tanke er sikkert, at det ikke vil have nogen betydning. Men jeg tror faktisk, at det kunne have en betydning, hvis en redaktør for et betydende site stillede sig op og sagde: “Enough-is-enough”. Der har været så meget automatik over den årlige dækning, at det ville være overraskende og befriende. Og tiden er nu. Lige nu.

Det ville selvfølgelig give en udfordring med at finde noget andet at dække midt i agurketiden. Der er sikkert ikke noget, der er lige så populært som Tour de France var i 1996, men der er helt sikkert noget derude, der er interessant. Ellers skal der nok være en sportsgren, hvor lederne finder ud af at flytte deres bedste events. Ja, det kan være man mister nogle kliks næste sommer, men det ville også give anledning til at tænke nyt.

Dét ville være en frisk og ren start. Udfordringen være hermed givet.

About these ads

2 responses to “Tour de France er lige så ædel en sport som American Wrestling

  1. “Sport er også underholdning. Men, det er underholdning med en grundpræmis som sundhed og lighed”.

    Din grundpræmis er efter min mening ren utopi. I virkeligheden er elitesport hverken sundt eller præget af lighed. Økonomi skaber bedre muligheder for bestemte sportsfolk – på alle planer. Og sundheden kan så absolut også diskuteres http://www.b.dk/nationalt/dopingforsker-epo-kan-vaere-sundt

  2. Din kritik af medierne er ikke helt fair i og med, at rytterne i feltet rent faktisk har forbedret sig i forhold til at snyde, og at videnskaben er blevet bedre til at afsløre snyderne.

    De seneste år har Tour de France-feltet kørt langsommere end i de gyldne dopingår i 1990’erne og starten af 00’erne. Og Armstrongs bortvisning fra sporten og hans egen tilståelse har at gøre med cykelsporten for syv-otte år siden.

    Der vil altid være nogle, der forsøger at snyde, når der er millioner på lønkontoen i spil. Det er ikke mediernes skyld, men den professionelle sports skyld.

    Og netop den professionelle sport har intet med motion og sundhed at gøre. Den er udelukkende underholdning.

    Som cykelfan ærgrer det mig, at også Armstrong havde dopet sig til sejr. Men hvis man så Tour de France dengang og interesserer sig for cykelsporten, er hans præstation stadig mindeværdig. Han kørte klogt og elegant, og hans færdigheder på cyklen gjorde ham til en værdig vinder i de år fra 1999 til 2005.

    Hans værste konkurrenter i feltet var også dopede, har flere af dem indrømmet efterfølgende, og det eneste, man kan diskutere vedrørende Armstrongs sejre er, hvorvidt han var bedre end de andre til at køre på cykel eller bedre til at dope sig.

    Baseret på hvad jeg så på tv, når jeg fulgte etaperne, så er svaret, at Armstrong var bedre på cyklen.

    Tilbage står så debatten om vi ønsker professionel sport på live-tv, eller om vi bare vil have en resultatliste fra serie 6 i avisen. Jeg holder på, at den professionelle sport er underholdning, og vi kan ikke komme uden om, at nogle vil snyde sig til sejren. Heldigvis er vi blevet bedre til at afsløre dem.

    Medierne burde i stedet tage et mere kritisk kig på organisationerne bag sporten og de store begivenheder: UCI, Den Olympiske Komite, UEFA og så videre. Men det tør sportsjournalisterne nok ikke, for så bliver de ikke inviteret, når der trækkes hold til puljerne og andre større pressebegivenheder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s