Ernst Poulsen's Weblog

Slut med “Kan du gætte en anonymiseret Kendis”-fotos

ernstpoulsen — Sun, 29 Jan 2012 02:20:28 +0000

I mange år har pressen haft en vane med at bringe anonymisere fotos, når en celebrity-sag var under opsejling. En hurtig pixelering af ansigtet, og så på forsiden.

Det er typisk sket i sager, hvor der er nedlagt navneforbud, i sager hvor der ikke er faldet dom endnu eller i sager, hvor sagens alvor ikke berettiger til at nævne navnet på den anklagede.

Andre gange er de anonymiserede billeder brugt til at bringe anonymiserede billeder af ofre i kriminalsager.

Tyisk er billederne hentet fra Facebook eller der er tale om arkiv-billeder fra fotobureauer eller mediets egne arkiver.

Men nu går den ikke længere.

Lars K. Jensen har på sin blog på glimrende vist demonstreret, hvordan Google’s Image-search nu gør det til ren Drag-n-Drop at afsløre hvem der reelt gemmer sig bag et billede.

Lars viser konkret hvordan Testimonial-fotos fra Brevguld.dk i flere tilfælde er det rene fup. Billederne er enten stock-photos eller personerne kan genfindes under andre navne i andre lande – hvor blot farven på en sweater er ændret.

Foto-genkendelses-software er ikke noget nyt. Der findes flere udgaver på nettet, men kvaliteten har sjældent gjort det muligt at genfinde folk. Typisk er alt ændret, nu hvor Google leverer resultater af en virkelig høj kvalitet.

Efter min bedste vurdering er det nu i den slags sager slut med at genbruge fotos som tidligere har været bragt i en sammehæng, hvor vedkommende nævnes med navns nævnelse. Ingen fotos fra Facebook, LinkedIn og Twitter. Ingen fotos hentet fra et evt. firmas “medarbejder-oversigt”. Ingen fotos hentet fra artikivet.

Måske får vi så flyttet omtalen af denne type kendis-sager fra forsiden af avisen til note-spalten, når historien ikke kan illustreres med en gætte-konkurrence.

Kære Pressenævn: Internettet husker længere end 4 uger

ernstpoulsen — Wed, 25 Jan 2012 08:56:23 +0000

Pressenævnet er ikke fulgt med tiden. De tror stadig at nyheder er glemt efter 4 uger. For dem der bliver ramt af negativ omtale ser virkeligheden helt anderledes ud.

I dag bliver en hel del sager afvist af Pressenævnet, fordi den forurettede part ikke har indsendt sin klage inden 4 uger efter efter mediets publicering.

Det seneste eksempel kom for to uger siden, da en person ville klage over artiklen ”Portræt: [Klager] – netvandal”, der var bragt i Netavisen 180grader.dk.

Det er en standard-sag, som afvises af formanden, fordi klagen indløber senere end fire uger efter publiceringen.

Men, giver ugers fristen stadig giver mening i den digitale tidsalder?

Tidligere – hvor nyheder udkom på papir eller radio/tv, har reglen vel eksisteret som en fornuftig afvejning mellem tre hovedargumenter:

For den forudrettede er fire uger en rimelig tid til at sammenfatte sin klage. Efter fire uger har man også en fornemmelse af, hvor store konsekvenserne af fx. en negativ presseomtale har været (er det værd at klage).
For redaktører (og Pressenævn) er det rimeligt, at man ikke skal svare for gamle sager. Dokumentationen kan blive væk, etc.
Efter noget tid glemmer folk, hvad der stod i avisen eller hvad der blev sendt i radio/tv.

Den afvejning er nu for simpel fordi nettet husker – næsten alting – i meget længere tid. Nogle gange uendeligt.

Klagere i sagen henviste til, at den negative omtale er meget synlig i Google, og her har han jo en pointe. Medielandskabet er ændret. Førhen pakkede man fisk ind i gamle nyheder, som var (relativt) glemt efter nogle uger.

Ganske vist glemmes netnyheder også, men lige så snart nogen søger på person- og firmanavne, så dukker de gamle artikler op igen – ofte i toppen af søgeresultaterne. Dermed kan de have benhårde konsekvenser for folk, der ikke kan komme videre med livet.

For 1½ uge siden spurgte jeg mediejurist Oluf Jørgensen om emnet, og han er enig i, at der er et problem. Hans svar kommer her:

“Klagefristen på 4 uger efter publicering er et problem, når oplysninger hænger på nettet og kan googles til “evig tid”. Mange vil først opdage krænkende oplysninger og omtale, når der er gået 4 uger, og så er en besværlig retssag eneste mulighed.

Pressenævnet kan blive et værdifuldt organ for netpublicering, hvis tidsbegrænsningen for klage bliver fjernet. Vi har faktisk brugbare bestemmelser i den oversete lov om massemediers informationsdatabaser. Loven har et kapitel om offentligt tilgængelige informationsdatabaser, der stort set ikke har været brugt. I denne lov løber klagefristen på 4 uger ikke fra publiceringen, men fra mediets svar på en klage.

Det bør overvejes, hvordan loven om massemediers informationsdatabaser kan gøres anvendelig. Det er formentlig nødvendigt at ændre den lidt, så
den også kan omfatte tekster, der allerede er offentliggjort i anden sammenhæng.”

Jeg har tidligere skrevet om, at Pressenævnet ikke er fulgt helt med ind i den digitale tidsalder. F.eks. har de en meget simpel forståelse af Facebook, som efter min mening kan give ret uheldige konsekvenser. (Læs mere i blogindlægget: ”Forstår Pressenævnet Facebook”.

I dag kan jeg se, at Journalisten.dk har taget emnet op. Læs mere i artiklen ”Redaktørere vil lempe klageregler”

Flere redaktører er positive over for at lempe tidsfristen – men nogle vil kun gøre det som en undtagelse, hvis der f.eks. er tale om personlige tragedier.

Samlet set tegner der sig imidlertid et billede af et Pressenævn, der ikke er fulgt helt med ind i den digitale tidsalder.

Det er ganske vist muligt at anmelde websites og blogs til Pressenævnet. Det har en stor del af medierne også gjort. Men sidst jeg tjekkede havde kun tre medier tilmeldt deres Facebook-site. Det kan nemt blive et problem, efterhånden som Facebook bliver brugt til mere end blot links til websites. Status for hovedparten er i dag, at man ikke kan klage til Pressenævnet. Dermed er man henvist til en lang og kostbar klagevej via det almindelige retssystem. Det vil som hovedregel være så dyrt, at det de fleste opgiver på forhånd.

Hvis Pressenævnet ikke formår at favne de digitale medier vil det langsomt miste sin status som en vigtig etisk institution i dansk presse. Og det ville være ganske ærgerligt.

Manifest for Den Næste Generations Medier

ernstpoulsen — Sun, 22 Jan 2012 18:48:20 +0000

“Vi bygger ikke fremtidens medier ved at finpudse på det bedste fra fortiden. Vi må i stedet fokusere på, hvordan vi bedst udnytter de nye værktøjer vi har fået til at skabe fantastiske produkter, som giver mening for mediebrugerne.”

Kap 1.
Internettet giver os bedre medier

Vi har netop være vidner til begyndelsen på en medierevolution, der kommer til at præge det kommende århundrede, og som giver den næste generation en helt ny medievirkelighed.

Internettet har ikke bare ændret vores læsevaner. Vi har fået blivende værdier – som hurtigere nyheder og øjeblikkelig distribution på tværs af hele verden på en langt mere effektiv måde.

Vi har fået langt bedre dialogmuligheder og dermed bedre mulighed for demokratisk deltagelse. Vi har fået uendelige arkiver og dybde, som intet andet medie kan levere og dermed bedre muligheder for vidensdannelse.

Og så har vi især fået en demokratisering af medierne, hvor langt flere nu har adgang til at starte deres eget medie – og dermed adgang til et samfund hvor flere stemmer kan blive blive hørt.

Internettet har også forandret medielandskabet på rekordtid. Nogle platforme taber læsere – andre vinder. Nogle regeringer og mediemastodonter må pludseligt se sig overhalet og omgivet af andre, som erobrer dagsordenen og opmærksomheden.

I den sky af forandringer, kan det være svært at overskue, hvad der er op og ned – og hvad der er fremskridt og hvad der er tilbageskridt.

Derfor dette manifest. For at holde fast i de fantastiske muligheder vi har fået og som vi hellere må udnytte, hvis vi vil have det bedste ud af fremtiden.
- – - 0 – - -

Kap. 2:
Et medie med et nyt og bedre DNA

Da vi som nation steg på nettet svingede vi mellem eufori og skepsis. Det ene øjeblik ville nettet lukke alle andre medier på otte år, det næste øjeblik kom dot.com-crashet og mange mistede visionen af syne.

Men – selv om investeringerne blev neddroslet, så fortsatte vi med at bruge nettet til mere og mere. Selv om finanskrisen ramte, så forblev nettet stærkt. Nettet blev ganske rigtigt et medie, som vi overvurderede på kort sigt, og undervurderede på lang sigt.

Nettet har givet os ekstremt mange nye muligheder og værktøjer som ikke bare er praktiske. De giver os reelt muligheder for at skabe bedre medier – og et bedre samfund.

Nettet har i sit DNA nogle egenskaber, som de andre medier ikke har. Man kan faktisk sige at nettet kan stort alt det andre medier kan – tilsammen. Vi har ikke set det alt sammen forløst endnu, men potentialet er derinde – i det inderste af det digitale DNA.

TV og Radio leveres allerede i dag digitalt, og efterhånden som båndbredden øges, vil vi knapt nok længere vide, hvordan signalet kom frem. Men vi ville vide, at den net-forbundne udgave kunne langt mere.

Aviser, magasiner og bøger konsumerer vi i stadigt større grad via skærme. Nogle skærme bliver større, andre mindre for at passe bedre til opgaven. Om nogle år er de alle trådløse og nogle er bøjelige som papir.

Papiret kommer til at overleve en del år endnu, for vaner tager lang tid at ændre. Og i nogle sammenhænge vil papir stadigt være billigt. Men det bliver i stadigt mindre omfang og af stadigt mindre betydning.

Lad os se på det grundlag af fordele, som nettets digitale kerne giver os:

Hastighed:
Det der har skabt væksten inden for netmedier de første 10 år er nettets fantastiske muligheder for at levere hurtigt. Skriv – Gem – og verden kan læse med. Ingen forsinkende mellemled eller fysisk distribution. Og ikke blot i tekst – men i alle former.

Multimedialitet:
Vi er efter nogle års venten nået så langt, at vi lystigt ser video/tv/film og lytter til podcast og musik på nettet. Vi læser tegneserier eller får kedelige tabeller serveret som interaktive grafikker vi selv kan navigere rundt i.

Dialog/Interaktivitet:
Nettets interaktivitet er både let at forstå – og svær at forstå rækkevidden af. Mere basalt, så abonnerer vi ikke længere på en færdigsyet pakke. Vi vælger konstant til og fra og er blevet forvandlet fra tilbagelænede forbrugere til bevidste modtagere, der konstant må forholde os, sortere og vælge til og fra. Vi kan bidrage med et synspunkt eller en stump viden. Vi skaber digitale produkter, som andre kan arbede videre med og forædle og undervejs bliver vi klogere, når vi ser hvad andre gør. Vi udvælger det vigtigste, deler med andre og handler. Een grønthandlers død i Tunesien kan skabe nye netværk og overraskende oprør på tværs af hele Middelhavet.

Geografisk uafhængighed:
Medier er ikke længere afhængige af sendemastens rækkevidde eller avisbuddets rute. Alt kan opdateres fra alle steder – og læses fra alle steder. Nichemedier kan få et verdenspublikum. En enkelt person kan blive øjenvidne for resten af verden, hvis han løfter armen og tænder for kameraet i mobiltelefonen.

Dybde:
Mængden af indhold og viden er ufattelig. De største leksika. De største billeddatabaser. Alverdens aviser og fagtidsskrifter. Og kontakt til alverdens eksperter. Forbundet. Selv om det kan føles overvældende, så er det det den egenskab vi elsker mest ved nettet – at al information pludseligt er tilgængelig.

Hver især egenskaberne basis for fantastiske nye produkter. Når man kombinerer bare to bliver det ofte til produkter, som revolutionerer en hel branche.

Hvis man digitaliserer et leksikon, gør man det lynhurtigt at søge i. Men når man også gør det interaktivt, så andre kan bidrage, og gør det geografisk uafhængigt, så hele verden kan læse og deltage, så har man skabt et værk, som intet normalt forlag kan hamle op med.

— 0 —

I kommende kapitler, vil jeg skrive mere om, hvordan nettet giver os potentiale for et bedre demokrati, mere journalist-pr-krone og hvordan innovation er afgørende.

— 0 —

Mange har bidraget til de interessante samtaler gennem årene. Her dog en særlig tak til: Kim Elmose, Didde Elnif, Sofus Midtgaard, Filip Wallberg, Helle Baagø, Martin Brynskov, Kristian Strøbech, Nils Ulrich Pedersen og Ole Nørskov – samt Christian Schade, der har bidraget til teksten.

Jeg håber I alle fortsat vil bidrage til diskussionen.

Hvor mange QR-koder har du scannet i dag?

ernstpoulsen — Thu, 01 Dec 2011 13:17:10 +0000

Der er ingen tvivl om, at vi alle bruger vore mobiltelefoner mere og mere til at hente information på nettet, til at tage billeder og til at dele oplysninger med vore venner. Men nogle teknologi-begejstrede pressemeddelelser kan man godt tillade sig at læse lidt kritisk.

For leden refererede flere medier (her Markedsføring og DDF) en frisk undersøgelse, der viste, at “28 % af danskerne har scannet en QR-kode.” En af disse prik-mønstrede små firkanter, som sidder i hjørner af annoncer, plakater eller klistermærker.

Du kan lave dine egne QR koder, f.eks. på http://korturl.dk. Hvis du scanner denne QR-koder kommer du via korturl.dk til www.ernstpoulsen.com.

QR-koder fungerer egentlig som en grafisk URL, og grundideen er, at man i stedet for at indtaste URL’en kan scanne den med kameraet i mobilen og så hente en bestemt hjemmeside.

Nu skal statistik altid indtages med enten et gran, et gram eller et kilo salt. Denne statistik var bestilt af Grafisk Arbejdsgiverforening og udført af YouGov via internettet.

I den udsendte pressemeddelelse kunne man ikke læse mere om detaljerne i undersøgelsen, men i dele af rapporten (Hent den her) fremgik det, at undersøgelsen var udført blandt et repræsentativt udsnit af 18-64 årige danskere.

Det smarte er selvfølgelig, at man ved at sortere de børn og gamle fra, også får afgrænset undersøgelsen til den målgruppe, der har råd til og bruger smartphones. Det betyder imidlertid, at det ikke er en undersøgelse af danskernes vaner, men af voksne i den erhvervsaktive alder. Samlet set forsvinder 40% af danskerne behændigt fra en undersøgelse af danskernes smartphone/QR-vaner.

Af undersøgelsen fremgår det også, at 37 % har svaret, at de ikke har en smartphone. Det må omvendt betyde, at 63% ejer en smartphone.

Danmarks Statistik har i 2011 også offentliggjort en undersøgelse af, hvor mange danskere der har en smartphone i husholdningen. Ifølge Danmarks Statistik er det kun 33 %, der har en smartphone i husholdningen. (*)

Nu har markedet selvfølgelig bevæget sig mellem april hvor Danmarks Statistik spurgte og oktober, hvor YouGov spurgte. Men det er næppe sandsynligt, at mængden af smartphones er fordoblet.

Hvis man antager, at Danmarks Statistik har en mere korrekt opgørelse af smartphone-ejerskab (og det er en antagelse) så skal man altså halvere tallene fra YouGov-undersøgelsen. Derudover var der de 40 %, som var udeladt af YouGov-undersøgelsen.

Reelt set kan det altså være, at kun 8-9 % af danskerne har scannet en QR-kode, og kun 6%, der har scannet mere end en gang. Forskellen i det opfattede billede er markant.

Er det mere end hver fjerde dansker, der går rundt og scanner URL med mobil-telefonen, eller er det tættere på en ud af 15?

Når man spørger til brugen af ny teknologi som – måske – er ved at bryde igennem, er det interessante ikke altid at finde ud af, om teknologien bruges af de 5 %, som tester alting, men snarere om det er en teknologi, som “alle danskere” bruger eller kommer til at bruge lige om lidt.

Efter at have læst undersøgelsen fra Grafisk Arbejdsgiverforening er spørgsmålet stadig åbent.

En indscanning af en QR-kode omsætter egentlig bare et mønster til en web-adresse. For brugerne står valget mellem at indtaste for eksempel m.jp.dk på mobilen med at Åbner QR-scanner APP’en og scanne sig frem til samme hjemmeside.

QR-koden kan sikkert hjælpe i de tilfælde, hvor man ikke kan skaffe sig en kort URL. Det er også sandsynligt, at næsten alle har en smartphone – inden for et par år, og måske også sandsynligt at kvaliteten af QR-kode-scannere bliver bedre end den er nu – og at en pæn del af brugerne får installeret en QR-Scanner APP.

Jeg gentager: Der er ingen tvivl om, at mobilen kommer til at udgøre en stadigt større del af vores forbrug af nye medier. Men QR-koder – well – jeg ville nok supplere med en kort mobil-URL et stykke tid endnu. Den er så dejlig hurtig at taste og så nem at forstå.

Men, alt det der statistik er kedeligt. Her er den morsomme måde at kommentere QR-koder på:

- 0 -
Detaljer om de to statistikker
(*) Forskellen mellem de to undersøgelser er sandsynligvis endnu større. Danmarks Statistik har spurgt om folk har en smartphone i husholdningen, mens YouGov har spurgt til om den enkelte person har en smartphone. Hvis Danmarks Statistik havde spurgt til, om den enkelte person ejede en smartphone, ville andelen der svarede ja sikkert have været endnu lavere.

Danmarks Statistik har spurgt de 16-74 årige, hvor YouGov har spurgt de 18-64 årige. Det er svært at afgøre, hvad det betyder for forskellen mellem de to undersøgelser. Det kan nemt være, at de 16-18 årige (2 årgange) har højere smartphone-ejerskab end gennemsnitte (hvis de har råd), men det er ret sandsynligt, at de 64-74 årige (10 årgange) har færre smartphones end gennemsnittet. Samlet set vil det betyde, at YouGov-undersøgelsen sandsynligvis overdriver smartphone-ejerskabet. Det har jeg dog ikke medtaget i kommentaren ovenfor, da usikkerheden er stor.

Demokratistøtte uden flere stemmer

ernstpoulsen — Fri, 30 Sep 2011 14:44:47 +0000

Dette indlæg er samtidigt offentliggjort på “New Media Republic”-bloggen på Journalisten.dk.

Dyremose-udvalgets nye forslag til mediestøtte, er en modernisering – der ikke moderniserer. Et par diskrete forsvarsværker sørger for at de gamle mediehuse beholder pengene, og at vækst-mulighederne bliver holdt pænt i ave.

Overskrifterne har fået det til at lyde som om, mediestøtten nu endelig bliver moderniseret de sidste par dage.

“Netmedierne stikker snablen i statskassen” skrev Politiken, og fik det mellem linjerne til at lyde som om, de også fik dræbt gratisaviser, Samsøposten og “Arbejderen”. Sandheden er noget anderledes.

Ja, der er kommet en mediestøtterapport, der foreslår, at mediestøtte ikke længere uddeles efter distribution af papiraviser, abonnementsindtægter på papiraviser og innovation på papiraviser.

Nu skal støtten uddeles efter antallet af redaktionelle medarbejdere. Dermed går pengene mere direkte til det arbejde, der giver værdi. Nemlig medarbejdere, der undrer sig, researcher og skriver. Grundlæggende er det et meget fornuftigt skifte, og dermed er vi et skridt nærmere en model, der reelt kan virke. Den del af arbejdet har udvalget løst rigtigt pænt og solidt.

Men det betyder ikke, at vi nu kommer til at se en opblomstring af små, nye netmedier, der prøver at tilføje alsidighed til mediebilledet. Der bliver ikke nogen små netaviser, der lige får et start-skub til at tage konkurrencen op med mediehuse som JydskeVestkysten, Nordjyske eller Fyens Stiftstidende.

Forslaget indeholder nemlig et par diskrete “forsvarsværker” for de gamle medier.

For at få støtte skal man nemlig have 5 journalistiske medarbejdere ansat. Og for at få innovationsstøtte skal der være 2 medarbejdere.

Forskellen er ret stor.

Havde der ikke været nogen antalsbegrænsning, så kunne en fyret journalist, gøre forsøget, satse sin egen arbejdskraft og opsparing – og forsøge at banke et medie op, som måske dækkede en større provinsby eller et fagområde. Det ville kræve stort gå-på-mod, viden om teknik, journalistik og forretningsdrift, men – det kunne måske lykkes.

Efter det nye forslag, skal man i banken med en forretningsplan, der kan overbevise om, at man kan skaffe web-annonceindtægter, der kan brødføde først to – og siden fem personer de næste par år.

Hvor mange kan lave en forretningsplan, hvor man troværdigt kan angive, at man kommer til at hive 2-3 mio. kr. hjem hvert år i webannoncer i en mellemstor provinsby? Ikke mange.

Internettet har ellers givet os muligheden for hurtigere og nemmere at starte medier. Men, så indfører vi pludselig en kunstig stopklods – at der skal fem mand til – før man kan tale om “journalistisk kvalitet”. Måske mister vi med de krav, netop muligheden for at kickstarte et innovativt lag.

Det kunne give os alsidigheden tilbage i journalistikken. Den regionale presse kunne få små “anden-stemmer”, som gav diversitet i dækningen af lokale emner. Det er den alsidighed, som der bliver længere, og længere mellem.

Tager vi et kig på de sidste ti års udvikling på det danske netmarked, så har vi kun fået en meget lille håndfuld netmedier, som vil være i en størrelse, hvor de er støtte-berettigede: Altinget.dk, DKNyt.dk og Avisen.dk.

Måske er det så det vi skal vænne os til: At vi må nøjes med 2-3 nye netmedier for hvert 10. år. Jeg er blot sikker på, at vi kunne gøre det bedre.

Kigger man på historikken, så kan det ikke undre, at forslaget er blevet sådan som det er. Dyremose-udvalget har været befolket af “gamle” mediehuse eller repræsentanter for de etablerede medier. Den eneste repræsentant fra netmedierne – FDIM – er stækket fordi hovedparten af medlemmerne har store interesser inden for gamle medier.

Så ja, med det nye forslag går vi væk fra at støtte stål-skibsværfterne. Fra nu af kan man få støtte til at sætte skibe i vandet, uanset hvilket materiale det er bygget af. Skibene skal blot være lige så tunge som et godt gammeldags stålskib.

Det er et smart træk – og godt politisk håndværk. Men det er ikke nødvendigvis et udspil, der giver os mere demokrati, mere alsidighed og mere innovation.

#UK-riots giver os demokratiske og medieetiske udfordringer

ernstpoulsen — Tue, 16 Aug 2011 09:15:02 +0000

Jeg medvirker i dag som en blanding af researcher/kilde i Jakob Elkjærs artikel i Politken om #UKriots og sociale medier (Politiken, 2. sek. s6):

“Sociale medier flytter magten ud på gaden”.

Kan lige nu kun finde link til en e-pages udgave:
http://www.e-pages.dk/politiken/7099/20

Det nye i London er ikke den massive blanding af Twitter, Facebook, Web, Flickr samt TV og papiraviser. Det nye er egentlig heller ikke, at vi nu har et mediebillede, hvor journalister ikke længere er gate-keepere, men nærmere en slags opsamlere/analytikere/ordstyrere på den videre debat.

Det har vi vidst siden 1999, selv om det i London er blevet tydeligere end nogensinde før.

Borgere (kriminelle eller ej), medier, politiet – alle benytter de sig af alle de nye platforme til massekommunikation. Nogle rapporterer fra gaden. Nogle organiserer plyndringer. Nogle organiserer oprydning. Andre efterlyser mistænkte/kriminelle. Nogle får titusindvis af nye Twitter-followers, andre kommer i fængsel. Men det er de samme platforme vi benytter os af, og det er der ikke noget overraskende i. Papir kan bruges til godt og skidt, og det samme kan sociale medier. Samlet set er det en styrkelse at vi har flere og flere kommunikationsværktøjer.

Vi har pænt observeret udviklingen – senest i de arabiske lande, og nu også her i Nordvesteuropa.

Hvad kan vi så lære?
Det der måske er den vigtigste lære er, at vi står over for nogle nye udfordringer både demokratisk og medieetisk.

- Demokratiske-principper: Den britiske statsminister overvejer at forbyde sociale medier for nogle folk – blot hvis de er mistænkt for at misbruge de platforme. Det overrasker mig, at en statsminister i et vestligt land overvejer et så kraftigt indgreb i de værktøjer, som er afgørende for vores kommunikation og ytringsfrihed. Vi (eller vore ledere) bliver stadig forvirret over de nye platforme, og derfor skal vi igennem flere fundamentale diskussion om nye medier. Kan samfundet f.eks. fradømme folk retten til at bruge nettet og til at ytre sig på bestemte platforme?

- Guardian har brugt Google Docs til at offentliggøre lister med navn, alder og stilling på en del af dem der er tiltalt – også for mindre forbrydelser. I den danske medieverden har vi været vant til, at man kun blev nævnt med navns nævnelse, når man var dømt. Jeg har ikke kunnet finde artikler om Guardians etiske overvejelser eller om sædvaner i britisk presse, men emnet er i hvert fald en diskussion værd.
Det kan godt være, at vi ender i en verden, hvor alt er offentligt fordi alle kan rapportere og gør det, hvis de har en egen-interesse i det. Det har blot omfattende konsekvenser for de folk der bliver omtalt (skyldige – eller uskyldige) fordi nettet nogle gange har en meget lang hukommelse.

- Endeligt mener jeg også, at medierne måske skal justere deres efterlysninger af borger-indhold og gøre de etiske overvejelser tydeligere. Vi kommer ikke uden om, at medierne står langt stærkere, hvis de kan inddrage indhold fra de tusindvis af borgere der var på gaden og som alle havde en mobil med kamera. Intet mediehus kan være så mange steder – og derfor er det oplagt at inddrage indhold fra borgerne. Men det var i London ganske farligt at tage billeder på gaden, og det bør medierne gøre klart, når de efterlyser indhold fra borgerne.

- Jeg tror medierne er nødt til at italesætte alle de medieetiske overvejelser de gør sig undervejs. Både fordi det er sundt med en debat om emnet, fordi transparent journalistik er bedre – og så fordi det måske kunne smitte af på det andre gør. Når private borgere opretter sites, hvor man kan uploade billeder af folk, der måske har medvirket til tyveri, hærværk, vold – så er der en risiko for at hænge uskyldige ud og – hvis situationen var eskaleret – for at borgerværn og selvtægt havde fået fatale konsekvenser.

Læg mærke til, at jeg stort set ikke taler om, at vi skal forsøge at begrænse værktøjerne. Det tror jeg ikke er muligt. (Hvilket David Cameron nok finder ud af på et tidspunkt, når han har fået lidt demokratisk medierådgivning fra Mellemøsten).
Men medierne har mange års erfaring i hvilket ansvar det er man står med, når man står med de muligheder et massemedie giver. De erfaringer skal vi dele ud af.

…

Nuvel – alt overnfor er et udkast til debat. Jeg trænger også til at blive klogere, så jeg håber I vil bruge kommentarfeltet eller sende en mail: ernst.poulsen@gmail.com

Forstår Pressenævnet Facebook?

ernstpoulsen — Fri, 17 Jun 2011 09:55:21 +0000

(Dette indlæg blev oprindeligt bragt på “New Media Republic”-bloggen hos Journalisten.dk)

Pressenævnet mener, at man ikke må citere fra en lukket Facebook-profil. Men så nemt kan man ikke skelne.

Sidste år skrev Statsministerens lillebror, Knud Løkke Rasmussen en række skarpe og nedladende udfald mod politikere fra oppositionen på sin Facebook-profil. Ekstra Bladet citerede indlægget, men Knud Løkke Rasmussen ville ikke citeres og tog sagen til Pressenævnet, der valgte at kritisere Ekstra Bladet for at citere fra Facebook-profilen.

For Pressenævnet var det afgørende, at sagen ikke havde stor samfundsmæssig interesse, og ikke mindst, at profilen var lukket.

Helt konkret skriver Pressenævnet: “Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysninger på lukkede profiler er forbeholdt de personer, der har fået tilladelse til at have adgang til profilen.” Afgørelsen indeholder det sædvanlige smuthul, som gør det muligt at bruge indholdet, hvis det har “stor samfundsmæssig interesse…”

Jeg er enig i den konkrete afgørelse, men frygter, at Pressenævnet har fokuseret så meget på teknikken og Facebook-funktionaliteterne, at de har trukket stregen det forkerte sted. Det er nemlig ikke hensigtmæssigt at udelukke pressen fra at citere fra Facebook-profiler, blot fordi de er ”lukkede”.

Lad mig belyse det med en anden sag, som er ganske illustrativ, men som pudsigt nok ikke havnede hos Pressenævnet.

Søren Pind: Professoren er manisk presseliderlig og en skændsel for faget
For et par måneder siden skrev Udviklingsminister Søren Pind følgende på sin Facebook-profil: “Ku’ ham Claus Haagen ikke snart tage at holde sin – dyb indånding – mund. Hvor f er juraen i alt hans ordgejl?”.

Udviklingsministeren var irriteret over CBS-professorens udtalelser til Politiken, hvor Claus Hagen Jensen havde kritiseret Søren Pinds daværende minister-kollega Birthe Rønn Hornbech.

I den efterfølgende debat med vennerne udbyggede Søren Pind angrebet med en bredside mod CBS-professoren: “Sådan er der utallige eksempler på en manisk presseliderlig adfærd, der burde indbringe ham en sag for Udvalget for Videnskabelig Uredelighed. Han er en skændsel for juraen.”

Skræmt presse turde ikke citere
Pressenævnets første afgørelse havde reelt skræmt pressen, som nu ikke vidste om de måtte referere en minister på Facebook. Information citerede, mens Berlingske skrev, at de ikke måtte citere.

Fortolket med Pressenævnets briller er sagerne med Knud Løkke Rasmussens og Søren Pinds Facebook-profiler ens: Begge har lukkede profiler, som kræver, at man bliver godkendt som ”ven”. Men der er et par afgørende forskelle mellem de to eksempler: Antallet af Facebook-venner og de to personers hverv.

Sagt mellem dig og mig – og de 3999 andre
Hvis vi først kigger på antallet af venner, så har Knud Løkke Rasmussen 400 ”venner”, hvilket er højere end gennemsnittet, men slet ikke unormalt på Facebook.

Søren Pind derimod har ca. 4000 venner. Jeg kender ikke nogen, der har et reelt, personligt forhold til 4000 mennesker. Ikke på en måde, hvor de kender hinanden og forventer en gensidig privat forståelse og fortrolighed.

Og det er en vigtig skelnenn når man skal afgøre, om man kan fortolke det som et privat frirum. Uanset hvad Facebook kalder profilen, så er Søren Pinds Facebook-følge reelt at regne for et offentligt forum.

Minister: Facebook er mit køkkenbord
Dernæst er der forskellen mellem de to personers hverv.

Pressenævnets afgørelse i Knud Løkke Rasmussen-sagen er forståelig. Man er ikke offentlig ejendom, blot fordi ens bror er Statsminister. Man har ret til at ytre sig – også politisk – uden at alting skal ende på en spiseseddel.

Med Søren Pind er det en anden sag. Han er valgt og betalt for at varetage et offentligt embede og må derfor finde sig i en særlig opmærksomhed fra pressen. Han er tillige minister, og når han derudover udtaler sig om politiske emner, så må det være muligt at citere ham – hvis vi skal forestille at have en fri presse.

Søren Pind selv fastholdt – selv om han gav dagbladet Information tilladelse til at citere i det konkrete tilfælde, at der var tale om et privat forum. Til DR2 udtalte han efterfølgende at “Jeg vil ikke forholde mig til, hvad jeg skriver på et – efter pressenævnets opfattelse – lukket forum. Det svarede til, at jeg skulle refererede, hvad jeg stod og sagde ved et køkkenbord.”

Det er lidt for behændigt, og svarer til, at han vil have lov til at begå et fagligt karaktermord på CBS-professoren – i en forsamling der næsten kunne fylde Forum – samtidigt med, at offentligheden ikke må citere og debattere sagen. Hvis pressen havde lystret, havde det efterladt professoren uvidende om angrebet og dermed forsvarsløs i en sag, der kunne være afgørende for hans fremtidige virke.

Facebook bestemmer ikke dansk presseetik
Jeg mener Udviklingsminister Søren Pind tager grundigt fejl, og jeg frygter, at Pressenævnet også har fejlfortolket de nye sociale værktøjer.

Det er selvfølgelig dejligt nemt at trække en streg mellem åbne og lukkede profiler, men det er ikke en god etisk målestok, at noget er nemt.

Det afgørende er ikke om Facebook kalder knappen for “venner” og profilen for “åben” eller “lukket.” Det afgørende må være en afvejning af samfundsinteressen vs. privatlivets fred.

Så ja, statsministerens bror har ret til at diskutere politik med sine venner uden, at det skal bruges i den politiske magtkamp og som medieunderholdning.

Men nej, ministre kan ikke angribe folk på deres levebrød uden, at både pressen og vi andre kan diskutere med. Slet ikke hvis angrebet, sker i et så stort forum som 4000 personer.

I mellem de to eksempler er der en bred gråzone, og vi slipper næppe for en række sager, hvor chefredaktører og Pressenævn skal ud i svære afvejninger. Sådan er journalistik så dejligt besværligt.

- – - – - -

Netop i disse dage er sagen blevet aktuel igen med en debat mellem Søren Pind og Malene Wind. Den har jeg indtil videre udeladt af diskussionen, men der er mange paralleller.

Hr. Dyremose: Hvad med bedre lokaljournalistik på nettet?

ernstpoulsen — Sat, 23 Apr 2011 13:33:12 +0000

For tiden arbejder Dyremoses Mediestøtteudvalg på at finde ud af, hvordan fremtidens mediestøtte skal se ud efterhånden som mere og mere journalistik flytter ud på nettet. 15 år efter nettets gennembrud er det som bekendt stadig kun journalistik på papir, der modtager støtte.

Når mediestøtten skal fordeles er det selvfølgelig væsentlig at fokusere på, hvilke typer indhold vi ønsker, og hvilke typer af indhold, der har haft svært ved at opretholde et højt niveau og tiltrække publikum og annoncekroner efter skiftet til de nye medieplatforme (web, mobil, ipad, mv).

Men det er også væsentligt at tage nettets grundpræmisser med i overvejelserne. Det er f.eks. langt billigere at starte et netmedie, fordi man ikke længere skal budgettere med papir, tryk-presse og avisbude. Hvilket medieindhold kunne have særlig fordel af de lave start og driftsomkostninger?

Et af de gode svar på den stribe spørgsmål kunne være: Bedre lokaljournalistik.

Færre lokale stemmer
Forleden dag meddelte Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad, at de fusionerer. Dermed er der en stemme mindre i det nordvest-sjællandske. For en måned siden var det Kerteminde Avis der måtte opgive af udkomme på papir. Trenden er rimelig klar inden for lokaljournalistik; fusioner og fyringer.

Der bliver færre medier til at rapportere, færre steder at gå hen med sit læserbrev og samlet set færre forskellige stemmer i det lokale mediebillede.

Jeg har selv cyklet og trådt en pæn del af mine journalistiske grundtrin i Aabenraa hos JydskeVestkysten, og husker hvilken mental fest det var, når man endelig var til et pressemøde, hvor der dukkede en konkurrent fra DR Syd eller Der Nordschleswiger op. Så blev tastaturet spidset. Man skulle nødigt risikere, at konkurrenten havde en bedre vinkel, bedre spørgsmål eller havde fået detaljer med, som man selv havde overset. Det var sundt for alle parter – og godt for læserne.

Der bliver ofte gjort grin med lokal-journalistikken, især når meget små historier får lov til at få mange spaltemillimeter. Men der var noget rigtigt i redaktørens grundholdning: Hvis læserne ikke kan komme til orde hos os, kan de ikke komme til orde overhovedet.

Store investeringer, små indtæger

Desværre var det de færreste af de regionale aviser, der satsede stort på nettet de første mange år. Der var jo ikke nogen tvingende grund til at lægge indhold på nettet, når læserne nu ikke havde noget alternativ til lokale historier.

Dertil kommer, at det koster millioner at stable et godt webprodukt på benene. Et godt publiceringssystem, som kan klare en høj belastning er ikke billigt. Hver server løber typisk op i et seks-cifret beløb i årlig drift, og man kan ikke klare sig med en enkelt.

Hver gang fortælle-værktøjerne skal forbedres, skal der investeres. En redaktør på en af de mindre aviser røbede, at der nemt går en million om året til digital udvikling. Det er rigtigt mange penge, når man ser på det samlede budget for en lokal avis.

For et par år siden udtalte den forrige statsminister til Journalisten.dk, at netmedier jo ikke behøver støtte, fordi de “nyder godt af gratis distribution.” Han har ikke set regningen på serverdrift, cms-licenser og udviklingsprojekter. Han har åbenbart glemt, at indholdet også skal ud på mobil, ipad, og offentlige skærme – for ikke at tale om sociale medier.

Dertil kommer, at fladen skal passes rent redaktionelt. Kunderne forventer løbende opdateringer på netmedier, og det kræver nu en gang, at man har et hold af journalister, der producerer historier hen over dagen. Helst historier som er anderledes end dem avisen lancerer dagen efter. Igen en million-udgift.

Desværre sælges web-annoncer som bekendt til en langt billigere pris end papirannoncer.

Hovedkonkurrenten hedder Google. Søger man på f.eks. “cykel”, vil Google blandt de ti første resultater Google give dig et overblik over lokale cykelhandlere, og de betaler en langt lavere pris og når helt sikkert en kunde, der netop er på udkig efter to nye hjul.

De automatiske lokalaviser

Der eksperimenteres en del med automatiske lokalportaler. Både BerlingskesDinBy.dk, Søndagsavisens Lokalia.dk og ikke mindst Topdanmarks Lokus.dk, har lanceret portaler, der forsøger at samle al lokal information – og lokale annoncer på et site.

De forsøger at samle feeds med kommunens pressemeddelelser, politiets døgnrapport, sportsklubbens resultatliste og dødsfald – som blandes med pressemeddelelser fra lokale firmaer, organisationer. Resultatet er en flade, der indeholder meget af det servicestof, som en rigtig avis indeholder.

Grundlæggende er der noget sundt i at automatisere den del af journalistikken, som ligger tættest ved det simple referat. Derfor tror jeg, at de automatiske feeds bliver en del af fremtidens lokalavis.

Men hidtil har de automatiske aviser haft mest tilfælles med ugeaviserne. Den skarpe redaktionelle linie og løbende prioritering som giver fornemmelsen af liv på sitet, mangler desværre stadig, og derfor har de endnu ikke slået igennem.

Den billige enmands-hær

Dagbladet “Dagen” brændte 40 millioner kr. af på 40 dage og gratisavis-krigen kostede en milliard.

Til sammenligning så holder Bjarne Hansen lokalavisen Bornholm.nu i luften for under 2 millioner kroner om året. Sitet har eksisteret i ti år, opdateres løbende med hurtige nyheder, og er blevet så populært, at det giver løn til redaktøren og et par hjælpende hænder.

Inden for de sidste par år, er der dukket en stribe lokale “anden-stemmer”. I tilfældet med Bjarne Hansen så har han en fortid på de lokale medier. Det samme gælder Frede Jakobsen, der nu i et år har drevet Svendborg Netavis.

I Svendborg er den redaktionelle formel helt anderledes. Der er ikke fokus på hurtige nyheder, men på at levere 1-2 gennemarbejdede artikeler pr. dag. Det har givet en ret pæn læserskare, og har også resulteret i flere historier, som de øvrige lokale medier har måtte citere. Et klokkeklart eksempel på en netavis, der leverer en lokal anden-stemme. Desværre halter økonomien i denne model.

Kigger man rundt, så er der opstået en lille stribe af slagsen inden for de sidste par år, f.eks. Kanalfrederikshavn.dk, Kjertemindeavis.dk, Sydfynsavisen.dk samt Byen.nu, der er netavis for Randers og omegn.

Støtte – for at hæve niveauet
Hovedparten af dem har et godt stykke igen, før de kommer på niveau med dagbladene. Det kræver meget at levere kritisk journalistik, hente annoncer hjem og udvikle teknikken og de journalistiske fortælle-værktøjer. Ingen af dem har taget seriøse livtag med service-journalistik, indhold til nye platforme og sociale medier. Opgaverne hober sig op.

Men ville det ikke netop være her, at man kunne skabe ny værdi for demokratiet ved at støtte udviklingen af lokale netaviser. Der er masser af fyrede lokaljournalister og arbejdsløse ny-uddannede, der vil gribe chancen.

Det er også her, at man kan udnytte en af nettets andre store fordele – letheden ved interaktivitet. Dialog og deltagelse er langt lettere på netmedier, og det er netop det, som er vigtig i lokaljournalistik og for det lokale demokrati. Det er her folk taler pænt til hinanden.

Tid til konkurrence

TV2 blev oprettet for at give DR konkurrence. Radio 24Syv blev oprettet for at få et alternativ til P1. Grundlæggende er det sundt med anden-stemmer – også i lokaljournalistikken.

Det kunne være spændende med et medieforlig, der gav os det konkurrerende, interaktive, lokale mediedemokrati tilbage – på nye platforme.

– - – 0 – - -

Hvad synes du?

Lokaljournalistik er ikke det eneste, der kunne trænge til et løft, og som ville styrke demokratiet. De individuelle blog-stemmer, den kloge database-journalistik og de små fag/niche-sites tilføjer alle dybde og diversitet, men har svært ved at skabe en god økonomi på nettet. Hvor synes du, at man kunne få mest effekt for pengene?

- – - 0 – - -

Offentlig høring

Mediestøtteudvalget holder offentlig høring den 16. maj, 2011.
Læs mere og tilmeld dig hos Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Truslen fra Facebook. og Håbet.

ernstpoulsen — Wed, 02 Mar 2011 12:46:55 +0000

Den næste trussel mod journalistikken kommer fra Facebook, som både kommer til at stjæle læsere, annoncører og fjerne samtalen fra medierne. Måske – men kun måske – kommer det næste håb fra Facebook.

Vi har alle læst statistikken: Mere end halvdelen af danskerne er på Facebook, og Facebook er det site, som ubetinget sluger mest af vores tid på nettet. Facebook er større end Google, som ellers kan vise vej til alt andet indhold på nettet. Og vi bruger mere tid på Facebook, end vi gør på samtlige af de store danske netmedier - tilsammen.

En ny undersøgelse – Social Media Factbook 2011 – viser, at danske virksomheder er ved at teste mulighederne på de sociale medier. (Disclaimer: Jeg er co-redaktør på rapporten. Hent den gratis på linket ovenfor).

Og selv om de indtil videre ikke har investeret stor midler, så mener en stor del (30-50 %) af virksomhederne, at de allerede har udbytte af sociale midler til markedsføring, produktudvikling og til at øge trafikken på hjemmesiden.

Undersøgelsen viser også, at forventningerne er endnu større. Et par tal:

91% har allerede udbytte – eller forventer udbytte til eksponering/branding af produkter.
88% har allerede udbytte – eller forventer udbytte til udbredelse af egne budskaber.
71% har allerede udbytte – eller forventer udbytte til forøget effektivitet i forb. lancering af kampagner.

Undersøgelsen viser også, at virksomhederne forventer udbytte omkring produktudvikling og i et vist omfang også inden for rekruttering.

Og – hvad har det så med medierne at gøre?

Rigtigt meget.

Når Thomas Helmig har 60.000 fans på nettet, og 1000 af dem deler det med deres venner, hver gang han annoncerer et ny koncertdato, så falder hans behov for at annoncere.
Når firmaer som Nokia – alene i Danmark – har 4.500 der følger deres support-side på Facebook, så er det et godt sted at starte med damage-control, hvis de får fornemmelsen af, at der er kritik af deres nye partnerskab med Microsoft. Så kan de bagefter ringe til medierne.
Efterhånden som de lokale handlende får Facebook eller Foursquare-skilte i udstillingsvinduet, så kan de lokale kunder modtage tilbud direkte på telefonen eller på Facebook. Hvorfor så annoncere lokalt? Når borgerforeninger, sportsklubber, brugsforeninger, mv. har en effektiv kanal til at tale med medlemmer og kunder, hvad skal de så bruge de lokale medier til?
Når Kræftens Bekæmpelse har 340.000 der følger deres “Støt Brysterne“-kampagne, så mindskes behovet for helsides-annoncer sikkert.
Når Novo Nordisk rekrutterer nye medarbejdere via deres blog, hvorfor så bruge penge – overhovedet – på job-annoncering.

Medier – der ikke er en del af debatten
Truslen mod medierne er altså både, at de risikerer at miste annoncører og at de ikke er centrum i samfunds-debatten længere. Samtalen kan lige så godt foregå direkte mellem virksomheder og kunder. Direkte mellem politikere og vælgere.

Nu har jeg nævnt Facebook og blogs ovenfor, men jeg kunne tilføje YouTube, Foursquare, LinkedIn, Twitter. Hver især har de deres egen stærke side, og deres egen måde at snige sig til at tage en del af tidsforbruget.

Men Facebook – og de andre sociale medier – kan også være en del af løsningen for mediehusene.

Tre eksempler:

Fællesskabet: Når danskerne samles om tv-skærmen for at følge de store live-events, så har de ofte en bærbar med, hvor de kommenterer og læser vennernes kommentarer på Facebook og Twitter. Mediernes rolle er at samle indhold, som man kan interagere med – afstemninger, live-tv-feed og feeds der samler de rigtige tags. Vi har set det til Euoropavalg, Superbowl og senest til Oscar-showet. Næste oplagte mulighed er det kommende folketingsvalg.
Enkelt-journalister: Også lokaljournalister – kan godt få flere tusinde fans. Det giver både en god mulighed for at promovere artikler i dagens avis, og få respons direkte fra læserne.
Enkelt-historier: Da DR lancerede historien om, at politikerne forsøger at styre medierne, og brugte Bertel Haarder som eksempel, så valgte DR samtidigt at lægge hele klippet ud. Det er muligt at “synes godt om” eller “dele” artikler på dr.dk og det gjorde 50.000. Samtidigt kom der 7.000 kommentarer direkte til artiklen. Dertil kom et betydeligt antal seere på YouTube, m.v. For DR blev de sociale medier et fortrinligt værktøj til at gøre historien til dagens mest omtalte historie.

Internettet har vi efterhånden 10-15 års erfaring med, mens vi kun har et par års erfaring med de store sociale platforme. Potentialet er imidlertid lige så tydeligt, som det var med nettet i sin tid.

Undersøgelsen fra Social Semantic viser også, at virksomhederne indtil nu famler rundt i blinde uden en egentlig strategi, investeringerne er under 10.000 kr, og det er ret få folk i virksomhederne, der arbejder med sociale medier.

Men – 93 % siger, at de vil investere mere i de kommende år.
Det svarer forhåbentlig til intentionerne hos danske mediehuse.

Læs mere:
Andre bloggere og medier har skrevet om Social Media Factbook 2011:

Anna Ebbesen/Digitale Tanker: Danske virksomheder er stadig amatører når det kommer til sociale medier
Peter Svarre / Kforum.dk: Den Perfekte Boble

10 erfarne bloggere vil have politisk indflydelse

ernstpoulsen — Fri, 18 Feb 2011 09:32:16 +0000

10 af de mest erfarne IT-bloggere i Danmark har i dag (fredag d. 18. feb.) lanceret superbloggen: “Digitalsyndikatet”. Det er endnu et tegn på, at bloggerne går sammen uden om gamle medier, og det kan påvirke medielandskabet.

Den nye blog er mere ambitiøs end blot at skrive om IT: “Formålet er at levere meninger, analyser og viden”, som kan sætte den digital-politiske dagsorden i Danmark”, skriver initiativtager Christian Schade her til morgen.

Christian Schade er selv en af landets digitale pionerer. Han var således den første journalist, der tilbage i midt-halvfemserne afleverede en Internet-hovedopgave på Danmarks Journalisthøjskole. (Et site for Folketinget – før Folketinget fik en hjemmeside). Siden har han arbejdet hos bl.a. DR, Ingeniøren, Schultz Forlag og Aller.

“Informationsteknologien er på godt og ondt en del af vores kultur og fælles fremtid. Politik finder ikke kun sted på Christiansborg eller nede på kommunen, den skabes også i virksomhederne, i hjemmene, i skolerne, på e-handelssites, på spillekonsollerne, hos teleselskaberne og på hospitalerne. Digitalsyndikatet er en sammenslutning af bloggere, der mener, at vi kan være med til at udfylde den rolle.”

“Vi tager gerne fat om komplicerede tekniske problemer som f.eks. netneutralitet eller følsomme emner som indholdsfiltre i skolerne, men underbygger vores holdninger med information, der gør det muligt at forholde sig til dem,” lyder det første beskrivelse af bloggen.

Første forslag: Internettet skal grundlovsbeskyttes
Af de første indlæg hos Digitalsyndikatet er Christian Schades eget oplæg det mest interessante. Han foreslår en grundlovsfæstet ret til internettet:

“I realiteten kan staten altså lukke for hele samfundet på få minutter. Et sådant redskab har aldrig været i hænderne på den udøvende magt før. Magtbalancen er blevet forskudt. Grundlovens fædre og efterfølgende børnebørn har næppe kunnet forestille sig, at der en dag ville eksisterende en så altomfattende tjenesteydelse, og at den ville ligge indenfor regenringes rækkevidde at kontrollere.

Vi har brug for en ny frihed, der passer til, at vores demokrati er på vej ind i en ny tid. Det er ikke staten, der ejer borgerne, det er borgerne, der ejer staten. Vi har brug for en grundlovssikret kommunikationsfrihed, en ret til at bruge medier, postsystemer og lignende tjenesteydelser uden totalitære indgreb og uden en labyrint af undtagelser og fortolkninger. Vi har brug for den, fordi den er en forudsætning for vores legitimitet, når vi kritiserer tyranner og despoter i andre lande. Så kan de efter min mening aflytte så tosset, de vil, men der må ikke lukkes.”

Superblogs
Jeg har ved nytårstide forudsagt, at 2011 nok bliver året, hvor vi ser en konsolidering af blogosfæren. Nogle af de mest erfarne bloggere er trætte af små læsertal, og de meget små kommercielle muligheder der er i selvstændige blogs.

Derfor vil en del af de bedste gå sammen i superblogs. Det sikrer at sitet jævnligt har nyheder, det vil sandsynligvis øge kvaliteten pga. gruppepresset og dermed kan det presse fagblade og andre mediehuse. De selvstændige bloggere behøver ikke blive tilknyttet et stort medie, hvis de kan klare sig på egen hånd – under eget brand.

Det afgørende er både om læserne flytter med fra specialblade over til superblogs – og om de nye superblogs får så markante profiler med – og så høj en kvalitet, at de gængse medier er nødt til at citere dem. Christian Schades eget indlæg om grundloven burde i hvert fald tages op af andre medier.

Erfarne rotter
Den stiftende blogger-gruppe hos Digital-syndikatet består af en række markante profiler fra den danske IT- og mediebranche.

Jesper Balslev
Digital mediekonsulent, foredragsholder og forfatter

Anders Kjærulff Christensen
Medstifter af P1’s Harddisken, nu Projektchef på Ekstra Bladet nationen!

Kim Elmose
Journalist, blog-pioner og formand for Danish Online News Association (DONA). Webredaktør hos IDA.

Abelone Glahn
Digital iværksætter, forfatter og specialist i netværk og praksisfællesskaber.

Mads Kristensen
Digital pioner, direktør for digital udvikling hos Berlingske Media, tidl. chef hos MSN.dk.

Lizl Rand
Chefredaktør på Q, Tidens Kvinder og Psykologi

Christian Schade
Digital mediepioner og -konsulent med fokus på strategi og ledelse

Claus Skytte
Iværksætter og digital kommunikator, medstifiter af We Love People

Bjarne Tveskov
Digital pioner, konceptdesigner, underviser, skribent og konsulent

Henriette Weber
Strategisk social webkonsulent og forfatter med special i markedsføring

Digitalsyndikatet kan følges på http://www.digitalsyndikatet.dk og @digitalsyndikat