Dmjx.dk: Er de blevet helt X’et i hovedet? (opdateret)

Egentlig forpligter det at være en medie- og journalisthøjskole, for det er jo her, ekspertisen burde være til stede. Men DMJH-skolernes nye fælles website er en design-ide, der har vundet over både usability, indhold og image.

Normalt er de fleste i branchen lidt tilbageholdende med at kommentere konkurrenternes nye tiltag. Konkurrenterne kan jo meget nemt blive til kommende arbejdsgivere og kollegaer, hvis man skal rokere til en ny arbejdsplads hver 3-5 år.🙂

Undtagelsen har tit været uddannelses-institutionernes lektorer, der har været lidt mere frit stillet og så konsulenterne, der gerne gør opmærksom på deres skarpe analyse-evner. De skal begge roses for jævnligt at kommentere nye sites, strategi, ledelses-valg, etc. Uden de kommentarer faldt vi jo nemt i søvn.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - forsiden

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - forsiden

Men, egentlig kan kommentarerne godt gå den anden vej. Så jeg vil tage mig sammen, og være lidt ærlig om det nye fællessite for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ( DJH, CFJE/Update, Mediehøjskolen = www.dmjx.dk.) Besøg det, før du læser videre.

Jeg HAR læst Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forklaring på X’et. (Læs længere nede).

Men, jeg forstår ikke sitet. Beklager.

Her er 10 ting, som går galt imagemæssigt, grafisk, navigationsmæssigt og indholdsmæssigt.

  • 1. Anonymt logo – anonymt brug af logo
    Måske er X et smart fælles logo. Måske. Men, det er en ret anonym udgave af et X, de har valgt, så bed mig ikke om at genkende det i gråvejr.

 

  • 2. Utydelig differentiering af identiteter
    Angiveligt har de forskellige sites (for hver institution) en særlig identitet. Jeg har været rundt på dem alle, men bed mig ikke redegøre for forskellen. Ikke med mindre jeg må have dem alle foran mig på een gang. Og får tid til at tage noter.

 

  • 3. Design udstråler ikke værdier og egenskaber
    Efter et så omfattende redesign, så troede jeg, at siderne ville udstråle nogle af værdierne fra organisationerne. Men, jeg fornemmer ikke grafisk stolthed, journalistisk kompetence – endsige dedikerede personer med høje faglige standarder og glæde ved faget. Det er lige før, der slet ikke når noget budskab ud gennem rodet.

 

  • 4. Dårlig læsbarhed i grundnavigation og tekster
    I kernenavigationen er alle understregninger og fremhævninger fjernet, så det er svært at finde ud af, hvad der er links. De mange X’er gør læsningen af navigationen besværlig. Og spørger man mig, så er font-typen i de almindelige tekster ikke læsevenlig.

 

  • 5. Forvirrende navigation
    Når man navigerer mellem de fire sites, så bytter links’ene plads – flere gange. For at gøre det ekstra uoverskueligt fylder det ene institutionsnavn fire linier i navigationen, mens de tre andre har een linie hver. Grundnavigationen kræver faktisk, at brugerne giver sig til at tænke før de kan finde rundt. Jeg kan kun anbefale Steve Krug’s bog om webdesign: “Don’t Make Me Think”.

 

  • 6. Design-minimalisme slår indholdet i hjel
    Forsiderne er ret minimale i antallet af henvisninger. Der er blevet plads til ca. 4 tekst-manchetter og tre-fire grafiske henvisninger fra forsiden, ud over navigationen. Jeg ved, at der findes fremragende indhold – f.eks. et fantastisk jura-værktøj og en fed kursusoversigt hos Update – men designet hjælper ikke med at få det ud til brugerne. Ja, det ser fint ud med få elementer, men det sælger ikke indholdet. Og indholdet er vel mere væsentlig end designet… eller?

 

  • 7. Tre artikler – i een URL
    På forsiden er der henvisning til tre-fem forskellige artikler. Men, når man navigerer ind til dem, er de samlet i een lang artikel på en fælles URL. Jeg kender intet andet site, der benytter den måde at slå forskellige ting sammen i een generel “seneste nyhed-artikel”. Og det er jo nok fordi… det er en rigtig dårlig ide. (Tak til Lars K. Jensen – jeg havde overset det i første runde).

 

  • 8. Domænevrøvl
    De nu sammenslåede skoler; Danmarks- Medie- og Journalisthøjskole, har sikkert tænkt på at bruge domænet www.dmjh.dk. Den Grafiske Højskole ejer i hvert fald domænet, men har så parkeret det på et webhotel???
    Skolerne – eller designbureauet – har fået så meget X på hjernen, at URL’en også skal indeholde et X: www.dmjx.dk. Hvis man har et rigtigt stærkt brand, eller har rigtigt mange millioner at lave markedsføring for, kan man få folk til at huske “skæve” navne eller URL’er. Men, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole hører næppe hjemme i den kategori. Gæt, hvad der sker, når lærere og elever skal gengive web-adressen eller mail-adresser i telefonen.

 

  • 9. Visuelt støj – overalt
    Og så det mest åbenlyse: Det er visuelt røvirriterende med alle de X’er i venstre-navigationen. Man skal virkeligt fokusere for at læse, hvad der står.
    Den er også gal med de store baggrundsbilleder. Nogle af billederne tager meget opmærksomhed, men man kan ikke altid se, hvad de forestiller, eller hvad de skal udstråle. Og så begynder de ved gud forfra i højre side på en stor skærm.
    Endeligt varierer spaltebredderne fra forsiden i forhold til undersiderne. Ikke elegant.
    Visuelt støj kan være godt. Men, hvad pokker er formålet?

 

  • 10. “X” – et budskab der ikke går ind
    Efter den bastante omgang X’er, så burde jeg jo have forstået, at X’et er det nye logo for skolerne. Men, jeg er nødt til at være ærlig. Trods 100 X’er lige i synet, så var det først da jeg kiggede på deres animation med højtlæsning for… at jeg forstod, at X’et var et logo – og at der var en særlig motivation for X’erne. (X er blandt andet stedet, hvor ting mødes – f.eks. lærere og elever). Det lyder ikke som en forklaring, der vil brænde sig fast, give identitet – eller mening.

Jeg forstår ikke sitet. Men, hvis jeg skal gætte ud fra ovenstående liste, så er der meget, der tyder på, at det her er et eksempel på en design-ide, der har vundet over usability, indhold og image.

Nuvel. Jeg har været ærlig. Så det er også fair, hvis jeg får et par ærlige kommentarer. Tager jeg fejl?

— 0 —

Andre kommentarer på nettet:
Lars K. Jensen: “Ring efter Børge Kristensen eller Jakob Nielsen. Bare gør et eller andet.
Kim Elmose: “Hvor er brugervenligheden. Hvor er overskueligheden. Hvor er det klare signal“.
Ole Nørskov: “Det er pinligt ud over alle grænser”.
Bjarne Tveskov: “Nye websites til Journalisthøjskolen mv. = FAIL!.”
Mads Kristensen: “Det er den fysiske manifestation af, hvad der sker, når kæden for alvor hopper af.”
Ditte Marie Bergstrøm: “Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde”
Morten Gade: “Identiteten – og måske især websitesne – er da heller ikke faldet så heldigt ud.
Line Rix: “Det er ærgerligt, at denne type uddannelsesinstitution ikke stræber højere
Michael Sørensen Bech: “Sjældent har jeg oplevet et så forvirrende og grimt design på hjemmesider”
Peter Petersen:Undskyld, men er det ikke bare en række xxx”
Dennis Lavesen:

Er der nogen som har set et logo?
 
 
 
 

 

Artikler/blogs om emnet
* Journalisten.dk: Underviser: DJH indskrænker ytringsfrihed
* GrafiskDebat.dk: Ny visuel identitet til dmjx
* Lars K. Jensen (Journalisthøjskolen og Update får nyt design – og hvilket design)
Morten Gade (Xxx – ja, altså journalist- og mediehøjskolen)
* Line Rix (Tvivlsom identitet til Danmarks Medie og Journalisthøjskole)
* Journalisten.dk: Uddannelsesfusion giver fire nye websites
* Mediehøjskolen: Nye websites

* Mads Kristensen har kommenteret de indledende afsnit om, hvad man skal huske, når man kritiserer andre.

Jeg har opdateret og tydeliggjort nogle af pointerne siden den oprindelige publicering, da blog-indlægget løbende har tiltrukket flere links og mere trafik. Grundargumenterne er de samme.

Disclaimer:
For en ordens skyld: Jeg har gået på Danmarks Journalisthøjskole fra 1993-1997, Jeg har været på kurser hos CFJE/Update, og har været gæstelærer eller oplægsholder på alle institutionerne. Det har grundlæggende altid været fremragende forløb.

11 responses to “Dmjx.dk: Er de blevet helt X’et i hovedet? (opdateret)

  1. Det nye ‘site’ er et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal gøre tingene. Det stinker af, at der ikke er én levende sjæl, der har tænkt på brugerne og på anvendeligheden af sitet.

    Det er ikke engang overdesignet, så det gør ondt. Nej, det er mere end det. Det er den fysiske manifestation af, hvad der sker, når kæden for alvor hopper af. Personligt synes jeg, det er talentløst.

    Når jeg tæner på, at denne institution bl.a. også beskæftiger sig med de grafiske retninger, bliver jeg helt bange…

  2. Pingback: Criticism and career management — Battling It Solo

  3. Jeg synes ikke at du tager fejl – Ernst. Faktisk gør det nye site ikke fx. Updates udmærkede kurser og seminarer ære.

    Jeg fatter ikke den med Xxxxxx – heller . Det lyder som en smart reklamebureau-forklaring på et element, der bare ikke kan forståes intuitivt.

    Jeg tænker mest, at de har glemt at fjerne mumletekst – og så bare bruger xxx istedet for remsen med “Lorem Ipsum ….”-smøren.

    Og så baggrundsbilledet : jamen, hvad skal det til for ? Jeg kan ikke se andet i Firefox 3 og Internet Explorer 7 end et billede, der sgu endda ligesom har en “fold” – som to sider der er lagt dårligt sammen.

    Nej, jeg synes at det er synd at en udmærket institution som Update skal præsenteres med en side, der bare_ikke_spiller.

    Man må spørge:

    – hvor er brugervenligheden
    – hvor er overskuelighede
    – hvor er det klare signal

    Jeg håber, at de har fået det billigt, fordi sådan ser det unægteligt ud – rent kvalitetsmæssigt.

  4. Pingback: Medieblogger » Journalisthøjskolen og Update får nyt design - og hvilket design!

  5. Jeg har aldrig set noget lignende.
    DJH har altid haft et elendigt websted, som i den grad udstillede skolens manglende ekspertise på det område. Nu har de så efter fusionen fået det grimmeste site, jeg nogensinde har set. Det er pinligt ud over alle grænser.

  6. For mig ser det ud til at man er gået i seng med nogle grafiske designere som ikke har en snus forstand på webdesign, informationsarkitektur og brugervenlighed: http://www.kontrapunkt.com/ vi må håbe de så i det mindste får nogle flotte visitkort…

  7. Det mystiske er, at der ikke er kommet nogen respons fra hverken webfolk eller ledelsen på DJH, Update, etc.

    De har ellers alle en blog – i hvert fald på DJH – men endnu har ingen taget udfordringen op: Nemlig at forklare, hvorfor det nye design er et fremskridt.

    Der er tillige nogle oplagte muligheder, som det kunne være spændende at se udfoldet på et nyt DJH-site:
    – Hvis man forestiller sig et site, hvor eleverne offentliggør deres artikler – og får respons – f.eks. fra folk i faget.
    – et site, hvor den fantastiske viden der ligger i Update’s videns-arkivet er foldet ud på forsiden.
    – et site, hvor de mange fremragende kursus-tilbud foldes ud på forsiden.
    – kom med flere forslag…

  8. Jeg er helt enig (efter at have klikket mig lidt rundt på siden).

    Særligt hvad angår navigationen i venstre side synes jeg den er gal: Efter at have besøgt sitet tog det mig lang tid overhovedet at finde ud af, at der faktisk var tale om fire forskellige sites.

  9. Hej Ernst

    Gode idéer omkring DJH-sitet. Især idéen med at eleverne kan (skal?) publicere deres artikler er jo genial.

    Det vil både gavne dem at få feedback fra andre i faget, og det vil betyde, at artiklerne/opgaverne bliver taget mere seriøst af både elev, lærer og dem, der medvirker i artiklen, hvis de bliver publiceret på skolens hjemmeside.

    PLUS det ville give eleverne mulighed for at få deres historier citeret. Og det er der vist ingen elever, der kan have noget imod.

    Og ja, det nye site er håbløst. Mon de tør foretage en tilfredshedsundersøgelse blandt hjemmesidens brugere?

    // Lars

  10. Pingback: Xxx - ja, altså journalist- og mediehøjskolen | Morten Gade

  11. X’er eller ikke X’er.

    Tekst bør behandles, som om det skal læses.

    Og der er jo ingen grund til at belaste hjernecellerne med bogstaver, der ikke skal læses.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s