Et medieforlig… om gamle medier

I disse døgn tales der meget om det medieforlig, der nok kommer inden for den næste uges tid. Det handler sandsynligvis mest om DR og måske lidt om TV2. Senere kommer der nok et medieforlig om dagbladene.

Samlet set handler det om, hvordan mediestøtten skal fordeles de næste fire år.

Anker Brink Lund har begået en fin kommentar på Berlingske.dk. Han påpeger et forlig om P1 ikke er nok, når der er langt større udfordringer: F.eks. kvaliteten i lokaljournalistikken.

Jeg bekender mig gerne til at nære en stor kærlighed til net-journalistikken. Og med den hat på, er noget af det mest bemærkelsesværdige ved forhandlingerne er det, der ikke tales om: Internettet.

Hvis man ser på udviklingen i mediebilledet hen over de sidste ti år, er netmediernes gennembrud den mest markante ændring der er sket. Desværre er det stadigvæk sådan, at for at få mediestøtte i 2010, så skal journalistikken udgives på papir.

Man kan enten få momsfritagelse på abonnementet (gælder ikke internet-abonnementer). Man kan få distributionsstøtte (fysisk distribution). Eller man kan få innovationsstøtte. Utroligt nok er selv den sidste pulje bundet til papirmedier.

Mediestøtte kan selvfølgelig godt gå til kvalitets-journalistik på papir. Men, her i 2010-2015 burde en del af støtten vel gå til at hjælpe mediehusene med at tackle ny teknologi og nye markedsstrukturer, så de danske mediehuse ikke bliver løbet over ende af Google, Facebook og YouTube – alt imens papiroplagene daler med 5-10% om året?

Der er rigeligt med udfordringer og muligheder på nettet, men det koster penge at udvikle og finde de rigtige forretningsmodeller. Fire eksempler:

* Nettet har nogle unikke muligheder for at udvikle en ny dybdeborende database-journalistik. Her kan man kombinere store mængder data med Google-kort og grafiske visninger, som giver overskuelighed og mening for hver enkelt læser. Det kan gøres langt bedre på nettet end på noget andet medie, men det koster penge til research, programmering og udvikling af nye værktøjer.

* Nettet kan også gøres lokalt (og personaliseres) i en grad, som andre medier ikke formår. Desto tættere tingene er på mine personlige interesser, og det kvarter jeg bor i, desto større chance for, at jeg finder det relevant. Men, igen kræver det store resurser at opbygge de værktøjer, redaktionelle flader og fællesskaber/samtale mellem journalister, borgere, organisationer og politikere. Det kunne være vigtigt for det nære demokrati – sådan som Anker Brink Lund påpeger.

* Den udfordring alle taler om lige nu er, hvordan man får brugerne til at betale for indhold på nettet. Igen er der brug for risikovillighed – og måske støtte til nogle flere eksperimenter. Det koster at opbygge et nyt produkt og vente på om brugerne stille og roligt erkender, at det her er så godt, at det er værd at gribe til lommerne for.

* Endelig er der hele debatten om underskoven af netmedier, som i øjeblikket må klare sig selv. Kunne det tænkes, at der her lå et vækst-potentiale. Både for at opnå et mediebillede med flere, forskellige “stemmer” – og for udvikling af nye produkter og nye forretningsmodeller.

Der er andre udfordringer og muligheder i mobil-indhold, ipads og skærme i det offentlige rum. Der er muligheder i web-tv, interaktivitet og faglige communities. Og selv om det er billigere at starte et netmedie end en papiravis, så er det slet ikke gratis.

Det er altså ikke nok at justere en smule og så tillade at den slunkne udviklingspulje kan deles mellem netmedier og papirmedier. (Det havde været en fin løsning i 2001 – men er for lidt i 2010).

Når man ser på, at mediehusene er midt i en kombineret annoncekrise og oplagsnedgang, så giver det måske netop mening med støtte dem – så længe støtten ikke er låst 100% til platform som i øjeblikket henter færre læsere og færre annonceindtægter.

Politik handler vel både om at støtte det, man gerne vil bevare (kritisk, alsidig journalistik) – men også om at støtte en udvikling hen mod fremtidens mediebillede. Det er her man kan håbe, at politikerne har fundet ikke bare brillerne – men også kikkerten frem.

* Læs også DONA-formand, Kim Elmoses indlæg på Journalisten.dk
Ophedet debat om støttemillioner til netmedier efterlyses

(Ovenstående er også lagt i stort set samme form som kommentar på Berlingske.dk og Journalisten.dk).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s