Kan man citere fra en blog? Og linke til den? Njaaa…

(Nedenstående indlæg er først bragt som kommentar på Dorte Tofts Bizzen-blog)


Dorte Toft har netop skrevet et indlæg på hendes Bizzen-blog hos Berlingske.

Hendes indlæg kommer som en opfølgning på en blog-workshop hos Journalistforbundets fagfestival, hvor hun fortalte om sine erfaringer med at blogge – især i forbindelse med Stein Bagger-sagen.

Efterfølgende har hun interviewet Poul Høi, der er ret pessimistisk, og som ærgrer sig over, at det er ret få nyhedsblogs i Danmark.

Og Poul Høi har ret i, at der er få nyhedsblogs, og også for få selvstændige netmedier i Danmark.

Det betyder dog ikke, at der ikke er blogs, der bidrager med ny viden. En del bloggere hører  til gruppen af eksperter, der indgår som kilder i den almindelige nyhedsjournalistik. Og det er ikke alle indlæg, der blot kommenterer dagblads-journalistikken.

I de indlæg jeg værdsætter mest, har en blogger med skarp indsigt i et nicheområde opsummeret og forklaret en trend, der måske har været overset i det øvrige mediebillede. Det er vel også en slags nyhedsjournalistik.

Men – korrekt: Blogs indgår ikke i medielandskabet i stor stil, og de opfattes sjældent som “medier” man opsøger af sig selv.

Hovedårsagen er nok, at Danmark er et meget lille land. Man skal blogge på engelsk og med et internationalt perspektiv, hvis man skal hente et stort nok publikum til at det kan give indtægter.

Der er sandsynligvis også en slags hønen-og-ægget problematik på spil.

Ved ovennævnte blog-session på Journalistforbundets fagfestival, var vi et par bloggere, der kunne berette, hvor svært det er at få nyhedsmedier til at citere og linke til blogs. Faktisk er min oplevelse at “de gamle medier” her er værst, mens rene netmedier godt kan bruge den almindelige journalistiske kildekritik og vurdere om en historie holder, og derfor kan citeres.

Forleden talte jeg med en embedsmand, der kunne berette at en håndfuld kommuner ønskede fritagelse for pligten til at annonce lokalplaner i ugeaviser og lokale dagblade. På sigt kan det koste de lokale medier 20-50 millioner kroner og gøre det sværere for borgerne at opdage, hvad der sker i lokalområdet. Jeg fik bekræftet detaljerne via aktindsigt, og jeg fik kommentarer fra branchefolk. Historien blev skrevet og lagt på bloggen sammen med dokumentation.

Der var tale om en klokkeklar solo-historie, med både økonomiske og demokratiske konsekvenser. De oprindelige kilder strittede imod og var godt klar over, at historien kunne give ballade – derfor måtte jeg bede om aktindsigt.

Nu er en artikel ikke færdig, før den både er skrevet og “solgt”. Jeg ringede til tre dagblade fra de berørte områder, et landsdækkende dagblad, et fagblad fra branchen og et nyhedsbureau. Ingen bed på. (De kunne frit citere / kopiere historien i fuld længde eller forkortet. Jeg blot om at blive krediteret og om et link).

Der gik to måneder før et andet fagblads-site skrev samme historie, med nogle af de samme kilder. Jeg spurgte hvor de havde fundet historien, men fik ikke noget svar. Dagen efter tilføjede de et link til min blog. Det var for sent, gav ingen trafik på bloggen og dermed ingen synlighed.

Det er ikke et enkeltstående tilfælde, og min erfaring er, at der skal arbejdes ret konsekvent for at få citater/links og dermed indkommende trafik. Normalt lykkes det kun at få journalister, som kender mig i forvejen til at citere og linke.

Jeg spurgte en redaktør om emnet, og hun var klar i mælet: “Jeg citerer stort set aldrig blogs. Det er jo bare én kilde.”

Det er jo ærgerligt, når man blot kan benytte normal kildekritik, og så citere/linke, hvis historien holder vand. Avisen er jo fyldt med stribevis af enkelt-kildehistorier hver eneste dag.

Forhåbentlig er vi blot i gang med den samme kulturforandring, som har præget så mange andre dele af net-journalistikken: Vi skal se de første eksempler, vi skal lave nogle fejl, fejre nogle succeser og til sidst vil blogs finde deres plads blandt de mange andre udtryksformer på nettet. Det tager åbenbart en håndfuld år.

I mellemtiden lever en del blogs egentlig fint i de enkelte brancher, hvor de gode indlæg spredes via rss-feeds, Twitter, Facebook og LinkedIn.

Grundlæggende er det nemlig ændret på magtfordelingen. Alle kan nu oprette deres eget medie, komme ud med deres viden og komme i kontakt med deres målgruppe. (Kun når målet er at nå bredt ud med en holdning har de store mediehuse stadig magten).

At de store medier ikke har opdaget blogs som kildemuligheder er selvfølgelig ærgerligt. Men mest for mediehusene. De enkelte skribenter høster alligevel faglig respekt og synlighed i deres egen branche, og det er som regel deres hoveddrivkraft.

PS: Nogen vil måske spørge, hvorfor jeg ikke solgte historien i stedet for at forære den væk. Svaret er ganske simpelt, at jeg ikke tror, det kan betale sig. Dagbladene betaler for lidt, og den tid det tager at sælge historien, forhandle prisen og koordinere med en redaktionssekretær gør det til en bedre forretning at forære historien frit til alle – imod kreditering.

 

 

4 responses to “Kan man citere fra en blog? Og linke til den? Njaaa…

  1. Pingback: Nyhedsbloggen: Eksperimenter søges! « Ny Journalistik

  2. Pingback: Ernst Poulsen om at forklare trends | ::jespers trakasserier::

  3. Pingback: Tør journalister blogge? | Strøbechs Boks

  4. hej Ernst.
    Surt, at ingen ville anerkende bloggen som andet end kilde.
    Sælg historien til magasiner en anden gang. Aviser er ligegyldige.
    eller begynd at udgive et nyhedsbrev. Det er mærkeligt at de samme ting, man blogger, bliver citeret, når de kommer som nyhedsbrev.
    Det siger lidt om vore kolleger.
    Ab

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s