Demokratistøtte uden flere stemmer

Dette indlæg er samtidigt offentliggjort på “New Media Republic”-bloggen på Journalisten.dk.

Dyremose-udvalgets nye forslag til mediestøtte, er en modernisering – der ikke moderniserer. Et par diskrete forsvarsværker sørger for at de gamle mediehuse beholder pengene, og at vækst-mulighederne bliver holdt pænt i ave.

Overskrifterne har fået det til at lyde som om, mediestøtten nu endelig bliver moderniseret de sidste par dage.

“Netmedierne stikker snablen i statskassen” skrev Politiken, og fik det mellem linjerne til at lyde som om, de også fik dræbt gratisaviser, Samsøposten og “Arbejderen”. Sandheden er noget anderledes.

Ja, der er kommet en mediestøtterapport, der foreslår, at mediestøtte ikke længere uddeles efter distribution af papiraviser, abonnementsindtægter på papiraviser og innovation på papiraviser.

Nu skal støtten uddeles efter antallet af redaktionelle medarbejdere. Dermed går pengene mere direkte til det arbejde, der giver værdi. Nemlig medarbejdere, der undrer sig, researcher og skriver. Grundlæggende er det et meget fornuftigt skifte, og dermed er vi et skridt nærmere en model, der reelt kan virke. Den del af arbejdet har udvalget løst rigtigt pænt og solidt.

Men det betyder ikke, at vi nu kommer til at se en opblomstring af små, nye netmedier, der prøver at tilføje alsidighed til mediebilledet. Der bliver ikke nogen små netaviser, der lige får et start-skub til at tage konkurrencen op med mediehuse som JydskeVestkysten, Nordjyske eller Fyens Stiftstidende.

Forslaget indeholder nemlig et par diskrete “forsvarsværker” for de gamle medier.

For at få støtte skal man nemlig have 5 journalistiske medarbejdere ansat. Og for at få innovationsstøtte skal der være 2 medarbejdere.

Forskellen er ret stor.

Havde der ikke været nogen antalsbegrænsning, så kunne en fyret journalist, gøre forsøget, satse sin egen arbejdskraft og opsparing – og forsøge at banke et medie op, som måske dækkede en større provinsby eller et fagområde. Det ville kræve stort gå-på-mod, viden om teknik, journalistik og forretningsdrift, men – det kunne måske lykkes.

Efter det nye forslag, skal man i banken med en forretningsplan, der kan overbevise om, at man kan skaffe web-annonceindtægter, der kan brødføde først to – og siden fem personer de næste par år.

Hvor mange kan lave en forretningsplan, hvor man troværdigt kan angive, at man kommer til at hive 2-3 mio. kr. hjem hvert år i webannoncer i en mellemstor provinsby? Ikke mange.

Internettet har ellers givet os muligheden for hurtigere og nemmere at starte medier. Men, så indfører vi pludselig en kunstig stopklods – at der skal fem mand til – før man kan tale om “journalistisk kvalitet”. Måske mister vi med de krav, netop muligheden for at kickstarte et innovativt lag.

Det kunne give os alsidigheden tilbage i journalistikken. Den regionale presse kunne få små “anden-stemmer”, som gav diversitet i dækningen af lokale emner. Det er den alsidighed, som der bliver længere, og længere mellem.

Tager vi et kig på de sidste ti års udvikling på det danske netmarked, så har vi kun fået en meget lille håndfuld netmedier, som vil være i en størrelse, hvor de er støtte-berettigede: Altinget.dk, DKNyt.dk og Avisen.dk.

Måske er det så det vi skal vænne os til: At vi må nøjes med 2-3 nye netmedier for hvert 10. år. Jeg er blot sikker på, at vi kunne gøre det bedre.

Kigger man på historikken, så kan det ikke undre, at forslaget er blevet sådan som det er. Dyremose-udvalget har været befolket af “gamle” mediehuse eller repræsentanter for de etablerede medier. Den eneste repræsentant fra netmedierne – FDIM – er stækket fordi hovedparten af medlemmerne har store interesser inden for gamle medier.

Så ja, med det nye forslag går vi væk fra at støtte stål-skibsværfterne. Fra nu af kan man få støtte til at sætte skibe i vandet, uanset hvilket materiale det er bygget af. Skibene skal blot være lige så tunge som et godt gammeldags stålskib.

Det er et smart træk – og godt politisk håndværk. Men det er ikke nødvendigvis et udspil, der giver os mere demokrati, mere alsidighed og mere innovation.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s