Ny presseetik: Skal kilderne kunne rette i avisernes arkiver?

Der er nye presseetiske regler på vej. De vil blandt andet betyde, at kilder kan bede om rettelser (anonymiseringer) i netavisernes databaser. Det kan man læse om i Politiken i dag i denne artikel.

Ifølge Politiken er der et par vigtige ændringer på vej – og flere af tingene handler om netmedier:

* Personer der optræder i artikler med personfølsomme oplysninger skal kunne bede om, at oplysningerne ikke længere bliver spredt.

* Hvis en nyhed indeholder personangreb, skal man forsøge at høre den angrebne part – og vedkommende skal have “rimelig” tid.

* Et nyt afsnit lyder sådan: “Andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme« må ikke udnyttes, når man indsamler eller offentliggør information.

Jeg har lidt svært ved at afkode, hvilken sammenhæng det afsnit skal ses i, men Politiken sætter det sammen med omtale af sociale medier. Så kan det tydes som en tekst der betyder, at man f.eks. ikke må citere fra folks Twitter eller Facebook-feed, hvis de f.eks. har været fulde. – Men – det er kun min første vurdering.

Der kan være god ræson i de fleste af tingene. F.eks. har jeg tidligere skrevet om det problem, at netavisernes arkiver kan have afgørende betydning for folks mulighed for at få job eller kommere videre, fordi en ti år gammel artikel måske stadig belaster deres “Google-omdømme”.

På den anden side er det ekstremt vigtigt, at vi ikke får et system der gør det muligt at censurere fortiden for ubelejlige citater eller gerninger. Derfor er de konkrete formuleringer meget vigtige. De er imidlertid ikke offentlige endnu.

Det papir som Dansk Journalistforbund og Danske Medier forhandler har været behandlet i udvalg i Journalistforbundet (og ja, jeg har set det), men – den officielle præsentation kommer i begyndelsen af marts måned. 

Og ja: Jeg synes parterne burde lægge papiret frem for offentligheden nu, men Journalistforbundet er enten ikke enige i den strategi eller også er de bundet af aftaler med medieorganisationerne.

Når forslaget bliver lagt frem i begyndelsen af marts er planen, at det derefter skal diskuteres på Journalistforbundets delegeretmøde måneden efter. Det er efter min vurdering alt for kort tid, fordi emnet er ekstremt kompliceret, og fordi ikke alle aktører har et opdateret billede af udfordringerne.

Det er f.eks. ret afgørende præcist hvilken ordlyd man bruger omkring kildernes og de omtalte personers mulighed for at blive anonymiseret for at ramme den rette balance mellem medierne som samfundets vagthund og folks ret til at privatliv og mulighed for at komme videre.

Vi har også brug for at gennemtænke et par perspektiver.

Det er måske ganske fornuftigt, hvis medierne vænner sig til at udvise mere omhu før man citerer fra f.eks. sociale medier. Men – oplysningerne vil stadig være derude og blive spredt hurtigere end før.

Om et par år har de fleste journalister måske et Google Glas brille på, som de måske bruger til at livestreame interviews med. Det samme kommer måske til at gælde for en hel del private brugere, som vil live-streame fra ulykker og koncerter – og sprede links via sociale medier.

Medierne vil altså være på vej til at pålægge sig selv nogle (egentlig fornuftige) restriktioner, mens de samme mediers betydning i det samlede mediebillede bliver mindre og mindre. Vi er alle medier.

Derfor er denne diskussion nært sammenhængende med diskussionen om de presseetiske regler skal gælde for alle der publicerer. Den diskussion er blot endnu mere kompliceret, for … hvad er et medie egentlig? Den diskussion kan ikke klares på fem uger.

Der går årtier mellem, at der kommer rettelser i de presse-etiske regler, så det er noget, der bør diskuteres grundigt og åbent.

Formålet med dette blogindlæg er at gøre opmærksom på, at der er en vigtig debat på vej, så hold godt øje med mediedækningen. Jeg gætter på, at fagbladet Journalisten.dk kommer til at dække emnet tæt.
(28. feb. Udvidet med aspekter omkring Google Glas og det at vi alle er på vej til at blive medier).

6 responses to “Ny presseetik: Skal kilderne kunne rette i avisernes arkiver?

  1. Ha! Det er er sjovt skrevet. Så er alibiet på plads, for lidt fuld er man vel altid.

    Spøg til side side, hvilke medier kommer reglerne til at gælde for?

  2. Som det er lige nu, vil reglerne gælde for de medier, der er omfattet af Medieansvarsloven. Det gælder alle dagblade, radio- og tv-stationer, fagblade, etc. Se paragraf 1: http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Medieansvarsloven.aspx

    Da netmedier ikke “trykkes”, så er de kun omfattet, hvis mediet selv har anmeldt sig til Pressenævnet. (De fører en liste over, hvem der er anmeldt). Men mange små netmedier er fx. ikke anmeldt, og det betyder, at man ikke kan klage over dem til Pressenævnet.

    Her kan man se, at de fleste store netmedier er anmeldt, men næsten ingen facebook-sider, twitter-konti, youtube-kanaler, etc fra de samme netmedier.

    Der findes da også folk, der taler for, at alle medier skal omfattes af Medieansvarsloven pr. automatik. Hvis man åbner for den diskussion, bør man nok starte med at definere, hvad der udgør et medie, eller om alle der skriver noget på enhver platform skal være omfattet af Medieansvarsloven.

  3. Tak for svaret. Det var lidt i den retning, jeg forventede, nemlig at alt er, som det plejer, at være. Og det leder mig til det næste spørgsmål: Når vi taler om netmedier, hvad skulle så være incitamentet til at underlægge sig medieansvarsloven? Hvad får netmedierne ud af det?

  4. Tjaaa. Det burde man jo kunne læse sig til på Pressenævnets hjemmeside.

    Men – det kan man ikke. Der er ikke engang nogen forklaring på, hvad man bliver underlagt af regler – ud over en kopi af lovteksten.

    Dit spørgsmål viser et af kerne-problemerne for de folk, der administrerer disse love og regler. De har vænnet sig til, at det er dem, der sidder med ved bordet, når der træffes afgørelser. Og de ved, at det er nogle fra deres egen flok, som sidder med ved bordet, når der skal udpeges medlemmer til pressenævnet.

    Når den nye presseetik skal debatteres, så foregår det i lukkede udvalg mellem Mediehusene og Journalistforbundet. I stedet bliver offentligheden mødt med et færdigt oplæg som er afhandlet mellem partnerne. De fritstående netmedier er slet ikke med i diskussionen, og det ærgrer mig.

    For Journalistforbundet har både en chance for at trække på de folk, og en chance for at positionere sig som videnscentral over for dem. De netmedier har også brug for viden om, hvad god presseetik er, og hvad fordele og ulemper er ved at fx. tilmelde sig pressenævnet.

    Måske skulle man prøve at stille dit spørgsmål videre til selve Pressenævnet. Jeg prøver.🙂

  5. Hvad er “rimelig” tid, når en modpart skal høres?

    Det er forholdsvis nemt for en minister at gemme sig bag sin særlige rådgiver og “ikke være til at træffe” i en længere periode, hvilket efter de presseetiske regler ville kunne medføre, at en væsentlig kritik først bliver offentliggjort ud fra et spinmæssigt belejligt tidspunkt.

    Dertil kommer, at netmedier gerne vil udgive hurtigst muligt, da nettet ikke er forsinket af en trykpresse. Sociale medier giver desuden mulighed for, at personangreb kan udkomme ufiltreret, og derfor kan det synes tåbeligt, hvis “rimelig” tid for eksempelvis en minister drejer sig om, at han først svarer, når han er vendt hjem til sin mobiltelefon efter tre ugers sommerferie.

    “Rimelig” må defineres mere præcist, da det i denne form står til fri fortolkning, hvor længe “rimelig” egentlig er.

  6. Jeg sendte som lovet Troels Runges spørgsmål videre til Pressenævnet: “Hvorfor skulle man være medlem af Pressenævnet?”.

    Pressenævnet svarede, at … … … det måtte man spørge f.eks. Danske Medier om.

    Institutionen er altså ikke i stand til selv at forklare sin eksistensberettigelse, og det viser lidt om kommunikationsbehovet.

    Jeg har talt lidt med Journalistforbundets jurister, og her er et par bud på, hvorfor, et netmedie burde overveje at melde sig til Pressenævnet:

    * Hvis man på et tidspunkt har citeret en anonym kilde, og man efterfølgende havner i en retssag, så har man bedre chance for at beskytte kilden, hvis man har tilmeldt sig Pressenævnet. Det er nemlig kun kilder, der er anmeldt til Pressenævnet, der har denne ret til kildebeskyttelse.

    * Hvis nogen vil klage over noget du har skrevet, så er en sag ved Pressenævnet typisk langt at foretrække, frem for en alm. retssag. Dels er det langt billigere og hurtigere end at skulle hyre advokater til en alm. retssag. Dels så kan Pressenævnet kan ikke udstede bøder.
    Ja, du risikerer at skulle trykke et genmæle, men det er som regel at foretrække, frem for utroligt store udgifter. Og, hvis du taber, så var det måske fordi du gik for langt.

    * Pressenævnet er en institution, der delvist er sammensat af medlemmer fra faget (bla. fra Danske Medier og Journalistforbundet, samt af repræsentanter for offentigheden – med en højesteretsdommer for bordenden). Det betyder, at de har en vis indsigt i pressens vilkår og en vis forståelse for mediers betydning i et demokrati.
    Alternativet er, at alle tvister kører igennem det normale retssystem, som dels er langsommere, betydeligt dyrere – og hvor der ikke er samme repræsentation fra mediesiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s