En lille smule… historiekorrektion om dr.dk

Har det været muligt at bringe dødsannoncer på dr.dk? Forsøgte dr.dk at konkurrere med den blå avis? Og udvidede DR sit site med 98 kommunale sites. Påstanden kom forleden fra Ellen Trane Nørby i DR P1’s “Mennesker og Medier”. Her kommer den mindre farverige sandhed.

Jeg har netop – med nogle 3-4 ugers forsinkelse hørt DR P1’s program “Mennesker & Medier” fra den 20. december, hvor Lasse Jensen taler med Mogens Jensen og Ellen Trane Nørby om medieforlig – og også om Dagbladenes utilfredshed med DR.

I udsendelsen udveksler Ellen Trane Nørby og Lasse Jensen følgende:
(Minuttal: 30.15)

Ellen Trane Nørby:
“Danmarks Radio havde en periode, hvor de lavede lavede websites, hvor man kunne have dødsannoncer, de lavede websites, hvor man kunne have auktioner, som man ellers normalt havde på Den Blå Avis. De lavede kommune-baserede…”

Lasse Jensen:
“Det er de jo holdt op med”

Egentlig er udsendelsen flere uger gammel, og dermed kunne jeg lade det være “Water Under the Bridge”. De omtalte ting foregik på 4-5 år siden.

Men på den anden side: Så var jeg nyhedsredaktør i dr.dk chefredaktionen og dermed ansvarlig for DRs nyheder på nye medier på det pågældende tidspunkt, og da Ellen Trane Nørby bruger oplysningerne til at påvirke medieforhandlingerne her i 2013-14, så bør jeg vel sætte tingene ind i deres rette sammenhæng. Især fordi det billede hun giver, er misvisende.

Grundlæggende benytter Ellen Trane Nørby de pågældende eksempler til at vise, at DR har haft netaktiviteter, som var unfair over for dagbladene, og at DR ikke ændrer adfærd, før de får vredet armen om på ryggen via et politisk diktat.
(Det fremgår af den øvrige del af samtalen i programmet).

Men – lad os gå de tre påstande igennem een ad gangen:


1. “DR havde websites, hvor man kunne lave dødsannoncer”

Det er forkert. Man kunne ikke lave dødsannoncer på dr.dk.

Vi bragte på nogle af vores regionale sider et feed af gratis tilgængeligt indhold fra http://www.afdoede.dk, som er et website bestyret af landets bedemænd.

Der var tale om en tør navneliste, men navnestof har altid været interessant stof i et lokalområde – især for P4 segmentet, der er lidt ældre end for fx P3.

Den overordnede strategi jeg lagde, tog udgangspunkt i, at nettet har gjort det muligt for alle andre end mediehusene at publicere. Kommuner, firmaer og organisationer lægger selv nyheder og pressemeddelelser ud. Fodboldklubber laver resultatlister, politiet lægger noter fra døgnrapporten på nettet og …. bedemændene lægger navnelister på nettet.

Min strategi var ganske simpelt, at DR kunne hjælpe brugerne ved at samle de vigtigste kilder fra regionen – og give overblik. Derfor eksperimenterede vi med at finde relevante, vigtige kilder som vi kunne videreformidle via feeds. Som politiets døgnrapport, navne på døde. Vi forhandlede også med Kristeligt Dagblad, der gerne ville forsyne os med lister over gudstjenester.

Rent praktisk var vi nok lidt for tidligt ude. I hvert fald viste det sig svært at få bygget et fyldigt indhold op i 2006-2009. Men strategien er efter min mening stadig rigtig og kigger man på små regionale sites i dag, så er de begyndt at forfølge samme strategi.

Men, der var altså ikke tale om, at DR lavede et marked, som kunne tage penge fra dagbladene.

Strategien var at var udnytte nettets teknologiske muligheder ved at bringe indhold, der allerede eksisterede gratis andre steder på nettet. På den måde kunne vi give DR.dk’s brugere overblik over, hvad der skete i deres kommune, og give de små lokale sites mulighed for at komme ud til flere brugere.


2. “…de lavede websites, hvor man kunne have auktioner, som man ellers normalt havde på Den Blå Avis”

Det er forkert. Der var ingen auktioner.

Vi havde på det daværende tidspunkt et radioprogram i nogle af P4-regionerne, hvor lytterne kunne forære ting væk til andre lyttere, der havde brug for gamle 78’ere, manglede nogle halmballer … og nå ja, så blev der også efterlyst soldaterkammerater i formiddagsprogrammet.

Strategien var at lave et webtilbud, der understøttede radioprogrammet. Derfor havde vi et debatlignende modul, hvor lyttere/læsere kunne skrive en kort tekst og forære ting væk – på samme måde som i radioen. Det var tydeligt understreget, at man ikke måtte sætte ting til salg, og vi slettede hele tiden indlæg, hvis folk satte en pris på noget de ville af med. Generelt var der sjældent mere end 5-10 “annoncer” ad gangen på det site.

Det er misvisende, når man indikerer, at 5-10 annoncer for gratis-ting udgør en konkurrence-forvridning over for dagbladene. Tværtimod: Som redaktør understregede jeg, at vi løbende skulle slette annoncer for ting, der kostede penge – netop for at beskytte dagbladene.

Strategien var at lave webaktiviteter, der understøttede et radioprogram på P4, hvor folk kunne hjælpe hinanden uden kommercielle interesser. Det er vel public service.


3. “De lavede kommune-baserede…”
Her kan jeg jo ikke vide præcist, hvordan Ellen Trane Nørby ville have fuldendt sætningen, før Lasse Jensen afbrød. Jeg gætter på, at hun ville have fuldendt sætningen med “De lavede kommune-baserede nyhedssites.”

Dermed indikerer Ellen Trane Nørby, at DR søsatte store kommunale nyhedssatsninger. Påstanden er selvfølgelig kun interessant, hvis DR såsatte store redaktionelle satsninger, som udkonkurrerede de lokale dagblade.

Den virkelige sandhed er, at DR leverede de samme antal regionale nyheder pr. region/dag da jeg ankom i 2004, som da jeg forlod DR ved årsskiftet 2009/2010. Antallet af nyheder var 15 / dag / distrikt (som der var 10 af). De nyheder var stort set de samme man kunne høre i radioen, læse på tekst-tv – og så læse på nettet.

Det var i øvrigt det antal, vi var forpligtet til at levere ifølge public service-aftalen, som er regeringens aftale med DR. Jeg har faktisk haft fornøjelsen af at have en gråklædt, ældre herre på besøg fra Statsrevisionen, som gerne ville have dokumenteret, at vi også leverede det antal nyheder, som vi havde lovet at levere for licensen. (Han besøgte mig selvfølgelig netop som DR.dk’s servere var crashet, men han fik sin dokumentation – senere.)

Det lykkedes i perioden at løfte den sproglige kvalitet af de regionale nyheder, at få bedre billeddækning – og så få gjort nyhederne mere synlige. Vi fik gradvist DR Nyheder-redaktionen til at bringe flere nyheder ude fra regionerne. Man kunne sige, at vi fik gjort DR.dk/nyheder mere landsdækkende.

Da jeg ankom blev nyhederne fra vore regioner tagget med nogle fagområder: Erhverv, kultur eller politik. Jeg valgte at prioritere geografien, ud fra en ide om, at det er vigtigere for folk, om noget sker i deres egen by/kommune – end om det er en erhvervshistorie fra den anden ende af regionen. DR udsendte en lidt hypet pressemeddelelse om 98 lokale sites, men antallet af nyheder var det samme.

Når Ellen Trane Nørby (formodentlig) siger, at vi byggede kommunale nyhedssites, så var den eneste reelle ændring altså, at vi satte kommune-navne på vores regionale nyheder. Når folk besøgte sitet for at få et hurtigt nyhedsoverblik over regionen, kunne de også lige få et overblik over de seneste nyheder fra deres egen kommune – fx. Nyborg eller Middelfart.

Men dagbladene angreb servicen, og det er den anklage som Ellen Trane Nørby gentager fem år senere.

Danske Dagblades Forening (som organisationen Danske Medier hed dengang) kørte allerede dengang en vedholdende kampagne mod DRs nyheder på nettet, og ikke uden resultat.

Der skete faktisk det, at jeg i 2009 fik et pålæg om at fjerne kommunenavnene – med det samme. 

Det krav var reelt udstukket af dagbladene, blev derefter accepteret af DRs betyrelsesformand – og gennem et par led fik jeg så besked om at udføre ordren, hvilket blev udført inden for et par timer.

INGEN førte på noget tidspunkt en dialog med undertegnede, og ingen satte sig ind i, hvad det strategiske mål var på de konkrete sider.

Mængden af nyheder blev ikke ændret (vi skulle jo overholde public service-aftalen), men navigationen på de lokale sites blev ødelagt og for licensbetalerne betød det, at det stort set blev umuligt at finde nyheder fra deres egen by.

Der er ikke nogen tvivl om, at de regionale dagblade er vigtige for demokratiet. Jeg var selv i praktik på JydskeVestkysten i Aabenraa/Esbjerg, hvor vi havde som grundregel, at alle skulle kunne komme til orde.

Men det er altid godt at have flere stemmer i et lokalt mediemarked, og her udgør DRs regional-stationer et godt supplement.

Men for at opsummere:
* DR havde ikke websites, hvor man kunne lave dødsannoncer
Vi eksperimenterede med at give brugerne overblik over deres region ved at samle indhold, der allerede fandtes gratis på nettet andre steder.

* DR havde ikke noget der lignede Den Blå Avis
Vi havde et lille forum, der understøttede et P4-radioprogram, hvor lyttere kunne forære ting væk. Annoncer for varer der kostede penge blev systematisk slettet.

* DR lavede kommune-baserede… (nyhedssites)?
DR leverede i de fem år jeg var ansat det samme antal nyheder i hele perioden, sådan som vi var forpligtet til. Vi blev bedre til at udnytte de nyheder, så folk der læste nyheder på dr.dk/nyheder, ikke bare fik nyheder fra Christiansborg. Vi blev også bedre til at give folk et nyhedsoverblik fra deres egen kommune – ved at bruge simple tags.

En public service strategi
Strategien gik ud på at:
* Øge kvaliteten af DRs nyheder og øge synligheden af de nyheder, som DRs regioner allerede producerer.

* Give brugerne af DR.dk/nyheder et mere landsdækkende nyhedsbillede, så DRs nyheder ikke kun handlede om Christiansborg-universet

* Gradvist at udnytte nettets muligheder bedre, ved at øge synligheden af de (nyheds)kilder, var var i et lokalområde – fx. lokale foreninger, myndigheder og firmaer, mm.

* Give brugerne et nyhedsoverblik over den kommune, hvor de boede.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s