Kendte sportsfolk, politikere, musikere i mediealliance med Twitter

I løbet af dette forår har vi set Twitter udvikle sit til at være den nye defacto-standard for kombinationen mellem TV og sociale medier. Det skyldes en alliance mellem kendte sportsfolk, musikere, politikere, studieværter – og de store TV-medier.

Facebook er langt det største sociale medie i Danmark. Mere end 3 millioner danskere har en konto, og vi bruger mere tid på det ene site end vi gør på de 50 største danske nyhedsmedier – – – tilsammen.

Hvorfor er det så i stedet Twitter, der hele tiden figurerer på skærmen, når TV-stationerne samler danskerne til de store events?

Vi så det under det Eurovision Song Contest i København, under EU-valget, under Folkemødet, Roskildefestivalen og nu under VM i fodbold.

Det skyldes en uskrevet – men helt naturlig alliance mellem de største kendisser og Twitter. De to passer nemlig perfekt sammen.

* For det første egner Twitters korte form sig perfekt til TV. 140 tegn er så stramt og kort, at det er nemt at forstå, når det bliver læst op. Et velskrevet tweet skal ikke  sættes ind i en lang kontekst og analyseres – det er umiddelbart forståeligt.

Citaterne er faktisk så korte, at de kan sættes ind på skærmen, mens vi fx. ser studieværterne kommentere. Dermed er der flere elementer, der holder seernes interesse, så de ikke smutter over til en konkurrent.

* For det andet er det nemt for journalister at få overblik over hvad 5, 10 eller 100 kendte siger på Twitter – ganske simpelt ved at lave lister, der automatiske trilller ind. Her kan journalisterne enten lave deres egne lister – eller de kan abonnere på andres og få det hele serveret i en lind strøm. Det samme overblik er langt sværere at få på Facebook.

Vil de hellere have almindelige borgere, er det blot at følge bestemte hashtags.

* Twitter er lynhurtig. Væk er de gamle problemer med servere der gik ned og den berømte Twitter-hval. (Der er sikkert en del nye Tweeps, der slet ikke ved, hvad Twitter-hvalen er). Og hastighed er helt essentielt, når der sendes live-fjernsyn.

* Twitter er en åben platform, hvor man frit kan abonnere på dem, som man finder interessante. Her skal man ikke godkendes. Det samme kan man gøre med Facebook, men der er stadig mange, der hovedsageligt bruger Facebook til mere lukket kommunikation med vennerne.

Fra Copy-Paste til Copy-Publish
* For de kendte sportsfolk, musikere, politikere og studieværter/standup-komikere er Twitter blevet deres helt egen mediekanal, hvor de kan nå ud til både medier og direkte til fans på een gang – med en meget lille indsats.

Et tweet – og du kan blive citeret over hele verden. Det er langt hurtigere end i gamle dage, hvor nyhedsbureauerne ringede rundt for at indhente kommentarer, der så blev samlet sammen og rundsendt til nationale nyhedsbureauer, der også skulle oversætte. Det er knapt copy-paste, men snarere Copy-Publish.

For et par uger siden var jeg i P1’s “Mennesker og Medier” sammen med Filip Wallberg, hvor vi talte netop Twitter og journalister, og han havde lavet en interessant statistik der viste, at Facebook bliver citeret 50-80% mere end Twitter. Men det tal er alligevel forbavsende lavt, når man tænker på, at Facebook har 10-20 gange så mange brugere og et langt højere tidsforbrug hos danskerne generelt.

Lidt groft kunne man sige, at hvis man vil nå den almindelige dansker, så foregår det på Facebook, mens man kan nå beslutningstagere, kendte og en del almindelige brugere på Twitter.

Mens DR's hold af kommentatorer analyserer kampen i halvlegen kommer publikums kommentarer med i et Twitter-hjørne.

Mens DR’s hold af kommentatorer analyserer kampen i halvlegen kommer publikums kommentarer med i et Twitter-hjørne.

Politiske nuancer på 140 tegn?
Så længe der er tale om sportsjournalistik, er Twitter et fremragende værktøj for alle parter. Både de kendte og medierne får noget ud af alliancen og publikum får et levende produkt, hvor de ikke kun skal høre på studieværternes analyser, men hvor alverdens trænere og topspillere kan komme i spil med deres meninger.

Live sportsjournalistik handler sjældent om de store kritiske vinkler, men er lige så meget underholdning. Måske fornærmer jeg nogen – men det samme ser ud til at gælde journalistikken fra musikevents som Roskilde Festival og Eurovision Song Contest. Vi kan roligt vænne os til at få mere Twitter på skærmen. Twitter giver os et glimt af, hvad de andre seere mener. Selv om vi sidder alene i stuen, har Twitter genindført fællesskabet og for tv-selskabet har det tilføjet mere variation til fladen.

Men der, hvor vi skal være lidt mere varsomme som journalister og mediehuse, er under de store politiske begivenheder. Twitter virker fortrinligt under Folkemøde og EU-valg, men vi skal huske på, at i politisk journalistik er det vigtigt, at medierne ikke kun er mikrofonholdere for korte, klare beskeder.

Der er ikke noget i vejen for at citere de korte beskeder, men læserne og seerne bliver ikke meget klogere af 140 tegn. Her er der brug for kritiske spørgsmål og uddybende forklaringer.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s