Som journalist er man opdraget med, at man skal skære ind til benet. Det handler om at fortælle een historie ad gangen, vinkle skarpt og skrive det vigtigste først. Og så er det især en dyd at fatte sig i korthed. Det sidste man skal gøre, er at præsentere for mange tal.
Nuvel, forleden bemærkede jeg, at @astridhaug offentliggjorde en liste på sit blog-site med 20 eksempler på firmaers brug af sociale medier – især Facebook og Twitter. Hendes korte lille tweet om emnet blev retweeted ganske meget, og jeg gætter på, at hun hentede en pæn håndfuld læsere. Hun konkluderede i næste tweet: “øj må hellere lave nogle flere lister – det er populært… 🙂“.
Det stemmer utroligt godt overens med de erfaringer, jeg fik for et par måneder siden, hvor jeg publicerede en oversigt over 200 danske Twitter-konti hos mediehusene. Når jeg overhovedet gad researche listen, var det både fordi jeg selv var interesseret, og fordi jeg havde bemærket, at en lignende liste – der var et år gammel – stadig fik noget trafik via Google. Der måtte altså være et behov.
Fælles for både Astrids liste over firmaers brug af sociale medier og min Twitter-oversigt var, at vi stort set kun publicerede rå lister med nogle korte kommentarer. Vi havde ikke interviewet firmaerne, og vi havde undladt alle de lange, opsummerende konklusioner, som skulle gøre det nemt at tage de vigtigste erfaringer med sig. Alligevel var det populært læsestof.
Jeg skrev godt nok en opsummering af mine egne konklusioner et par dage efter. Jeg forsøgte virkelig at opsummerede de vigtigste ting man kunne lære set ud fra brugertal, m.v. Men artiklen hentede ikke nær den samme mængde trafik, som den rå liste med de navnene på de 200 Twitter-konti. Slet ikke. Mine læsere kom altså ikke for at blive belært, men de kom da jeg stillede min research i rå form til rådighed.
Jeg tror ikke man skal gøre den observation til mere end den er. Det er stadigvæk klogt at vinkle historierne og skrive det vigtigste først i artiklerne. Den formel har virket fortrinligt for alle de store netmedier.
Men, måske ville vore kernelæsere af og til værdsætte, at vi smed den rå research og noget af kildematerialet på nettet. Det kan være i form af Excelark, kopier af originaldokumenter eller blot links til sites med dokumentation som måske har været svær at finde. Det er et fåtal, der vil bruge indholdet, men de klikker sig videre, vil til gengæld elske det.
I parantes bemærket, kan det i nogle tilfælde også betale sig at fremlægge research-materialet før man publicerer artiklerne. Det giver en lille risiko for, at konkurrenter løber med historien, men det giver også mulighed for, at læserne hjælper med nye vinkler og ekspert-observationer.
I stedet synes jeg alt for ofte netmedier bruger tiden på at linke til “lignende artikler” på samme site. Det bliver ofte til lange lister med tidligere historier om samme emne – i daglig tale kaldet “mellemregninger”. Dertil kommer, at det faktisk er dyrt, for de store mediehuse at tilføje links, hvis det skal gøres manuelt – og som tilbehør til samtlige historier. (De store sites publicerer ofte 1-200 artikler om dagen).
Hvis det kan gøres halv/helautomatisk, kan det måske betale sig. Men, spørgsmålet er, om det ville kunne betale sig, hvis man skiftede fokus væk fra linktypen: “Vi-skrev-tidligere-om-denne-sag” til “her-er-kildematerialet”.
Et bedre ry og rygte
Hvis de store medier begyndte at linke mere til kilderne, ville det samtidigt give dem et bedre navn hos de fagblade, lokale medier og bloggere som har gravet historierne frem – og som er vildt afhængige af trafik og omtale hos de store sites. For et niche-site går der relativt langt mellem, at de rammer en historie, som bliver citeret i de landsdækkende medier. Men når de så har gravet en sådan historie op, er det ekstra bittert at se historien citeret i næsten fuld længde – men uden et enkelt lille link til kilden.
Noget kunne tyde på, at læserne ville blive glade for den service.
Personligt har jeg længe søgt efter en rapport, der viser, hvor meget læserne klikker på “relaterede artikler”, og hvilke typer af artikler de så går efter. Nogen der kan hjælpe med mere viden?
Ernst Poulsens blog 
Generelt synes jeg at online medier bruger kilder alt for lidt. Der kommer højst en “/Ritzau” i bunden eller “siger X til Y-avisen”. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor næsten alle kommercielle online-medier aldrig linker til deres kilder, men bare løst nævner dem.
Så jeg er stor fan af 100% åbenhed – tror helt sikkert at det vil gavne alle i længden.
Kan dog ikke lige se hvad det har at gøre med “relaterede artikler” – det er noget helt andet, som fungerer mere eller mindre godt på tværs af forskellige sites.
Netaviserne er godt klar over, at et af de sårbare tidspunkter i et besøg på sitet er, når brugeren har læst en artikel færdig, og skal bestemme sig for, om han vil læse en artikel mere – eller kvitte sitet.
Derfor har de fleste sites udvidet artikel-skabelonerne de seneste par år med meget andet stof – f.eks. en gentagelse af hele forsiden under artiklen. Det sparer læserne for et klik og sørger for, at de hele tiden er i et “rigt” univers med masser af indhold. (Læserne bladrer nemlig sjældent sektioner igennem fra en ende af).
En anden oplagt mulighed er at servere mere indhold af samme type, ud fra en ide om, at folk der klikker sig ind på et givent emne, sikkert gerne vil vide endnu mere.
Og her kommer vi så til valget: Hvad skal journalisten bruge tiden på. Hvilken ekstra-værdi skal han tilføje – og hvor lang tid skal han bruge på det.
For, på de store netaviser, hvor der sidder et nyhedshold og opdaterer 365 dage om året – døgnet rundt, så bliver det samlet set til ret mange timer – faktisk årsværk – hvis man tæller sammen, hvor lang tid det tager at forsyne artiklerne med tags, links til tidl. artikler om samme emne – eller links til de oprindelige kilder.
Det er kun en lille procent-del af læserne der klikker på de relaterede links, så kræfterne skal bruges med omtanke.
(Bemærk, at jeg ikke taler om niche-sites, der holder sig til eet emne, og hvor læserne helt sikkert er interesseret i meget mere af den samme skuffe).
Det er i det spil – i kampen mellem “skriv-den-næste-historie” og “tilføj-flere-links”, at kilderne og kildematerialet som regel har tabt.
Og det er her, at jeg er kommet i tvivl. Det kan godt være, at det ikke tilføjer stor værdi at finde de gamle artikler og lede efter de releante tags, hvis brugerne måske er mere interesserede i den rå research.
Men, det kunne være herligt, hvis nogen har researchet i emnet. Tal er jo lidt mere overbevisende.